Hvis man vil tjene store penge hos Microsoft, gælder det om at søge mod AI-afdelingen.
Microsoft har den seneste tid investeret voldsomt i kunstig intelligens, og det kan ses på personaleudgifterne.
Ifølge mediet Windows Central er lønnen væsentligt bedre i AI-divisionen set i forhold til andre afdelinger som Azure-området.
Tallene – som ganske vist er fra USA – viser, at en AI-softwareingeniør tjener 377.611 dollar årligt, hvilket svarer til omkring 2,5 millioner kroner.
Dette er 120.000 dollar mere årligt end ansatte i Azure-divisionen, hvilket er en forskel på omkring 800.000 kroner årligt.
Det skriver mediet på baggrund af en lækket intern undersøgelse blandt de ansatte vedrørende løn.
Det fremgår også, at ansatte på højeste løntrin kan modtage op til en million dollar om året i aktiebonus – hvilket er 6,7 millioner kroner.
De ansatte på det laveste løntrin tjener omkring 42.500 dollar svarende til 283.000 kroner, og de modtager ikke aktiebonus.
Det har heller ikke været nogen hemmelighed, at Microsoft har investeret tungt i AI. Særligt med den digitale assistent Copilot, som Microsoft har spredt ud til nærmest hele produktporteføljen.
Sammen med it-sikkerhed er AI klart det område, Microsoft satser mest på i disse år.
Microsofts egen Work Trend Index-rapport tidligere på året viste, at antallet af personer, der på LinkedIn har tilføjet AI-kompetencer er vokset voldsomt. Faktisk er antallet blevet 142-doblet siden lanceringen af ChatGPT.