Microsofts administrerende direktør, Satya Nadella, havde bedt om en nedgang i den kontante bonusdel af sin løn.
Hans ønske blev fremført efter en række sikkerhedshændelser, der førte til kritik af Microsoft fra den amerikanske regering.
Alligevel steg hans samlede løn betydeligt for det seneste regnskabsår.
Det viser en nyligt offentliggjort rapport fra Microsoft, skriver CNBC.
Her fremgår det, at Satya Nadella modtog en samlet lønpakke på 79,1 millioner dollar, svarende til 545 millioner kroner for regnskabsåret 2024.
Det er en stigning fra 48,5 millioner dollar året før, som svarer til 334 millioner kroner.
Stort hack af e-mail-konti
Anmodningen om lønnedgangen kom i kølvandet på en rapport fra det amerikanske Department of Homeland Security i april, der efter en uafhængig gennemgang af et formodet kinesisk hack fik kritikken til at hagle ned over Microsoft.
Hændelsen involverede et brud på e-mail-konti tilhørende amerikanske regeringsansatte, og Microsoft offentliggjorde hændelsen i juli 2023.
Og i år kom det frem, at det formentlig var den russiske efterretningstjeneste, der havde fået adgang til nogle af selskabets topchefers e-mail-konti.
Hændelserne førte til intern gennemgang af Microsofts praksis, og selskabet planlægger nu at revurdere sine procedurer for at imødekomme kritikpunkterne i regeringens rapport.
Sikkerhed får betydning for lønchecken
I et internt notat fra maj informerede Satya Nadella medarbejderne om, at Microsoft fremadrettet ville prioritere sikkerhed over alt andet.
I juni meddelte Microsoft yderligere, at medarbejdernes bidrag til cybersikkerhed ville blive taget i betragtning, når deres løn skal fastlægges.
Den kontante bonusdel af Satya Nadellas løn afhænger primært af Microsofts resultater i forhold til mål for indtægter og driftsresultat.
Oprindeligt skulle denne bonus have været på 10,66 millioner dollar, svarende 73 millioner kroner, men bestyrelsen godkendte i stedet en nedgang til ’kun’ 5,2 millioner dollar, der svarer til knap 36 millioner kroner.
"Hr. Nadella anerkendte, at selskabets resultater var ekstremt stærke, men med hans personlige engagement i sikkerhed og hans rolle som CEO bad han bestyrelsen om at fravige de fastsatte resultatmål og reducere sin kontante bonus for at afspejle hans personlige ansvar for den fokus og hastighed, som nutidens trusselslandskab kræver," lyder det blandt andet i rapporten.
Trods Satya Nadellas nedgang i bonus og de uheldige sikkerhedshændelser, som Microsoft har oplevet igennem de seneste par år, så går det fortsat rigtig godt for selskabets sikkerhedsforretning.
I 2022 omsatte Microsoft for mere end 20 milliarder dollar på sikkerhed. Det svarer rundt regnet til knap 138 milliarder kroner.