Artikel top billede

(Foto: Pixabay)

Microsoft tjener gode penge: AI giver solid vækst i cloud-forretningen

Microsoft er kommet solidt ud af det seneste kvartal. Omsætningen voksede betydeligt, og AI bliver stadig vigtigere for cloud-forretningen.

Microsoft kom meget tilfredsstillende ud af det seneste kvartal, som i regnskabsmæssig forstand er selskabets første kvartal.

Omsætningen voksede med imponerende 16 procent til 460,53 milliarder kroner i kvartalet. Reuters skriver, at analytikernes gennemsnitlige estimat var 452,13 milliarder kroner.

Alene cloudforretningen Azure voksede med 33 procent i kvartalet.

AI har en voksende betydning for Microsofts Azure og bidrog med 12 procent til Azures vækst i kvartalet. I kvartalet før var det 11 procent.

Ifølge Microsoft er efterspørgslen på et konstant højt niveau

"Vi ser fortsat større efterspørgsel, end vores nuværende kapacitet kan håndtere. Kunderne indgår flerårige aftaler og engagerer sig i forskellige projekter fremover inden for cloud og AI," sagde Brett Iversen, Microsofts vicepræsident for investor relations

Microsofts såkaldte produktivitets-forretning, som omfatter Office 365, Copilot samt AI og taleteknologi nåede en omsætning på 198,59 milliarder kroner.

Microsofts indtjening på personlige computere - det vil sige salg af Windows, Surface-pc'er, Xbox-hardware, indhold og tjenester - voksede med 17 procent i omsætning til 92,53 milliarder kroner.

Microsofts kapitaludgifter voksede med 5,3 procent til 140,33 milliarder kroner mod 134,92 milliarder kroner i det foregående kvartal.

Reuters skriver, at ifølge analytiker-virksomheden Visible Alpha vil Microsoft have udgifter på over 561,33 milliarder kroner i dette regnskabsår, der begyndte i juli. Det svarer til en stigning på over 210,5 milliarder kroner i forhold til det foregående regnskabsår.