Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Elgigantens omsætning stagnerer, men overskuddet vokser / Digitaliseringsministeren vil indføre digitale fuldmagter / Spotify bruger ny Arm-baseret CPU

Morgen-briefing: Elgigantens omsætning stagnerer, men overskuddet vokser / Digitaliseringsministeren vil indføre digitale fuldmagter / Spotify bruger ny Arm-baseret CPU / Otte ud af ti danskere stoler på offentlige digitale løsninger

"Det lakker mod enden", som maleren sagde, da konen hældte fernis ned ad ryggen på ham. Vi er nået til torsdag, og her de seneste efterretninger i klar tekst fra Computerworlds fremskudte lyttepost mod syd. God læselyst ønsker Niels Veileborg.

Elgigantens omsætning stagnerer, men overskuddet vokser

Elgigantens seneste årsregnskab viser en omsætning på 6,3 milliarder kroner og et overskud før skat på 75,7 millioner kroner.

Omsætningen var stort set den samme som året før, mens overskuddet steg med 32 millioner kroner. Elgiganten mener selv det skyldes større markedsandel i et vigende marked og mere effektiv drift.

Elgiganten har 47 fysiske varehuse og planlægger at åbne yderligere to butikker.

Digitaliseringsministeren vil indføre digitale fuldmagter

Digitaliseringsminister Caroline Stage vil indføre digitale fuldmagter, så flere ældre kan bruge det offentliges digitale tjenester. Det skriver Altinget.

Fuldmagter kunne eksempelvis give pårørende eller civilsamfundsorganisationer adgang til e-postkassen hos de ældre, der vil have hjælp.

Spotify bruger ny Arm-baseret CPU

Spotify Technology og Paramount Global bruger en ny CPU til at drive deres streamingtjenester hos Google Cloud, som Google har designet med teknologi fra Arm Holdings. Det skriver Reuters.

Google er den seneste techgigant i rækken, som har udviklet elbesparende CPU med Arm-teknologi.

Både Amazon og Microsoft har udviklet CPU’er med Arm-teknologi, som selskaberne udlejer adgang til for udviklere, og Ampere Computing har udviklet tilsvarende CPU’er til Oracles cloudforretning.

Otte ud af ti danskere stoler på offentlige digitale løsninger

Hvert år udarbejder Digitaliseringsstyrelsen i samarbejde med Danmarks Statistik og Ældre Sagen en analyse, der kortlægger danskernes brug og tillid til de digitale løsninger.

I år svarer 82 procent af befolkningen, at de er meget enige eller enige i, at de har tillid til løsningerne. Det er en stigning på 4 procentpoint sammenlignet med året før, og det er samtidig den højest målte tillid, siden man begyndte målingen i 2021.

Undersøgelsen viser, at det er en lille andel af borgerne, der ikke har tillid til løsningerne. Det drejer sig i 2024 om 5 procent.