Streamingkæmpen Netflix undersøges for skattefusk, og det har nu fået myndigheder i Frankrig og Holland til at ransage selskabets kontorer i Amsterdam og Paris.
Den franske undersøgelse, som blev åbnet i 2022, ledes af myndigheden Parquet National Financier (PNF).
Det var dog det nationale agentur, der arbejder med korruption og skatteforbrydelser (OCLCIFF), der stod bag ransagningen i Paris, ledsaget af repræsentanter fra den nationale anklagemyndighed.
"Vi samarbejder med myndighederne i Frankrig, hvor Netflix er en væsentlig bidragyder til den lokale økonomi, og vi overholder skattelovene og reglerne i alle de lande, hvor vi opererer," meddeler Netflix til Reuters.
De hollandske myndigheder ransagede samtidig kontoret i Amsterdam.
Samarbejdet mellem franske og hollandske myndigheder har stået på i månedsvis, skriver flere medier. Der er dog endnu ikke faldet konkrete anklager mod Netflix fra myndighedernes side.
Undersøgelsen omhandler, at Netflix skulle have registreret salg i Frankrig til sit underselskab i Holland for at opnå Hollands skattefordele. Dette skulle have fundet sted indtil 2021.
Ifølge Reuters steg Netflix’ franske filials omsætning eksplosivt i 2021, hvor praksissen angiveligt ophørte.
Netflix Frankrig bogførte i 2021 en omsætning for ni milliarder kroner. En pæn stigning fra de 350 millioner, som tallet lød på året inden, skriver mediet.
Det svarer til en stigning på over 2.400 procent på et år.
Både Netflix og PNF har afvist at kommentere overfor mediet.
Netflix indgik i 2022 et skatteforlig med Italien, hvor selskabet betalte 416 millioner kroner.