TOPNYHED:Microsoft klar med ny direktion for den danske forretning: Her er de nye direktører

Artikel top billede

(Foto: Gerd Altmann/Pixabay)

Microsoft: Sådan arbejder Google målrettet på at skade os i det skjulte

Microsoft beskylder Google for at føre smædekampagner og lobbyarbejde for at vinde større indpas på cloudmarkedet.

En af de største kampe i tech-landskabet er den længerevarende kamp mellem Microsoft og Google, som senest kulminerede, da Google i sidste måned indgav en officiel klage over Microsofts licensbetingelser til EU’s konkurrenceorganer.

“Microsofts licens-betingelser forhindrer europæiske kunder i at flytte deres workloads fra Microsoft til konkurrenternes cloud - uagtet at der er nogen tekniske barrierer,” lyder det fra Google i klagen.

Forhistorien til klagen var, at organisationen af cloud-udbydere, Cispe Cloud, havde trukket en lignende klage tilbage og indgået forlig med Microsoft, og herefter tog Google sagen i egen hånd og indgav en klage.

Microsoft skyder dog nu tilbage mod Google i et længere blogindlæg, hvori Microsoft beskylder Google for at føre skyggekampagner mod Microsoft gennem lobbyarbejde - blandt andet gennem eksterne grupper.

”I denne uge lanceres en astroturf-gruppe organiseret af Google. Det er designet til at miskreditere Microsoft over for konkurrencemyndigheder og politiske beslutningstagere og vildlede offentligheden.”

”Google har gjort en stor indsats for at tilsløre sin involvering, finansiering og kontrol, især ved at rekruttere en håndfuld europæiske cloud-udbydere til at fungere som den nye organisations offentlige ansigt,” skriver Microsofts advokat og chef for selskabets afdeling for regulering og konkurrenceret, Rima Alaily, i blogindlægget.

Astroturfing er en vildledende praksis for at skjule sponsorater og styring for at skjule, hvor kontrollen kommer fra.

Ifølge Alaily, CNBC og flere andre medier er der tale om, at Google skulle have hyret rådgiverfirmaet DGA Group til at oprette gruppen Open Cloud Coalition. DGA Group er ikke vendt tilbage på mediets henvendelser.

Rima Alaily fortsætter blogindlægget med at nævne, at bekyldningen kommer efter Cispe-forliget og påstår – hvilket også har været fremme i medierne tidligere – at Google havde tilbudt Cispe penge for ikke at indgå forlig med Microsoft, men i stedet fortsætte sagen.

Angiveligt havde Google tilbudt 3,5 milliarder kroner til Cispe.

”Googles taktik går desværre endnu videre end at skabe astroturf-lobbyorganisationer. De udtaler sig også i eget navn på misvisende måder og fremfører betalte kommentatorer for at miskreditere os,” skriver advokaten.

Hun vender derefter sigtekornet mod Googles egne praksisser.

”Jeg formoder, at det har meget at gøre med, at Google står over for et opgør. Aldrig inden for de sidste to årtier har Googles monopoler på søgning, digitale annoncer og mobilappbutikker stået over for en så fælles og målrettet trussel, som de gør i dag. Efter vores optælling er der mindst 24 antitrustundersøgelser mod Google på de førende digitale markeder rundt om i verden.”

”I en tid, hvor Google burde være fokuseret på at løse legitime spørgsmål om sin forretning, vender det i stedet sine enorme ressourcer mod at rive andre ned. Det er skuffende, at de, da grundlaget for deres virksomhed står i fare, har forsøgt at styrke deres cloud computing-tjeneste – Google Cloud Platform – ved at angribe vores,” skriver Microsoft-chefen.

Rima Alaily beskylder Google for at have to mål med astroturfing-indsatsen. Det ene mål er ifølge Alaily at distrahere fra den intense reguleringsmæssige kontrol, Google står over for rundt om i verden, ved at miskreditere Microsoft.

Det andet mål er at vippe det regulatoriske landskab til fordel for dets cloud-tjenester i stedet for at konkurrere på egne meritter, skriver hun.

Den påståede lobbyorganisation

Rima Alaily påstår, at Google har ført hånden i oprettelsen af The Open Cloud Coalition, og at Google har arbejdet for at rekruttere cloud-selskaber til gruppen.

Hun skriver ligeledes, at Microsoft har været i kontakt med et af disse selskaber, som skulle have nægtet at være en del af organisationen.

”En af virksomhederne, som i sidste ende nægtede (at være en del af organisationen, red.), fortalte os, at organisationen vil blive ledet og primært finansieret af Google med det formål at angribe Microsofts cloud computing-virksomhed i EU og Storbritannien,” skriver hun.

Rima Alaily sår ligeledes tvivl om formålet med Googles EU-klage over Microsoft. Hun mener ikke, at det handler om konkurrence, men om betaling til Microsoft for brug af Windows Server.

”Selvom det antyder, at Google handler for at beskytte europæiske kunders interesser, lyder dens klage anderledes. Grundlæggende er Googles argument, at det ikke skal betale Microsoft, når det bygger og tilbyder cloud-tjenester ved hjælp af vores intellektuelle ejendom – nemlig Windows Server – hvis kunderne ellers har købt den samme software til en meget anden brug, altså på deres egen server,” skriver Alaily.

Google Clouds øverste chef og en af Microsofts største modstandere stopper på posten
Her henviser hun til, at når Netflix eller Disney+ inkluderer givne film eller serier i deres tjenester, så skal de betale for de rettigheder.

”De får ikke kredit eller rabat, hvis en abonnent tilfældigvis ejer en dvd med den samme film. Software og cloud er ikke anderledes,” skriver hun.

Microsoft-advokaten skriver ligeledes, at Google fører sager hos en række konkurrencemyndigheder globalt mod Microsoft og AWS for at få begrænset disse hyperscalere, hvor Google samtidig påstår ikke selv at være i samme kategori.

”Dette belaster troværdigheden. Google har måske været sent ude med at opfylde behovene hos virksomhedskunder, men det er fuldt ud i stand til at konkurrere indbyrdes med AWS og Microsoft,” skriver Alaily.

Hun skriver endda, at datacenterkapacitet med en operationel kapacitet på 3.500 MW i 2023, hvilket er mere end nogen anden udbyder. Dertil påpeger hun, at Googles cloud-forretning voksede 29 procent sidste år, og at selskabet investerede næsten 90 milliarder kroner i sin cloud-infrastruktur.

”Vi håber ikke, at Google lykkes med at vildlede konkurrencemyndighederne,” skriver Alaily.

Hun afslutter med at skrive, at Google generelt angriber Microsoft på konkurrencefronten gennem flere organisationer i flere lande.

”Vi forstår, at Google er en hovedfinansierer af den USA-baserede Coalition for Fair Software Licensing, som har rettet angreb på vores cloud computing-virksomhed i USA, Storbritannien og EU. Organisationen ledes af en velkendt lobbyist for Google i Washington DC, men Googles tilknytning oplyses ikke offentligt af organisationen.”

”Google har også angrebet os om emner lige fra cybersikkerhed til vores forretning i Kina,” skriver hun.

Googles svar

I et svar til flere medier heriblandt The Verge meddeler Googles talsperson Laura Wheeler, at søgemaskinegigantens kamp mod Microsoft ikke er ført i skyggerne.

"Vi har været meget offentlige om vores bekymringer med Microsofts cloud-licens," udtaler hun i meldingen og fortsætter:

“Vi og mange andre mener, at Microsofts konkurrencebegrænsende praksis låser kunderne og skaber negative downstream-effekter, der påvirker cybersikkerhed, innovation og valgmuligheder.”

Google Danmark har henvist Computerworld til samme svar.

Du kan læse om Googles klage mod Microsoft nedenfor: