God fredag
I dag er det den 18. oktober, og her får du ugens sidste morgenbriefing fra Computerworld.
Denne morgen er det endnu engang Jacob Wittorff, der har samlet alle brikkerne i det store nyhedspuslespil.
Den første nyhed handler om regnskabssæsonen, der står for døren.
I de næste 14 dage har aktie-investorerne øjnene stift rettet mod it-selskaberne
I løbet af de næste to uger træder vi ind i den amerikanske regnskabssæsons tredje kvartal, og det betyder, at virksomheder som Microsoft, Apple, Amazon, Google, Meta, IBM og Tesla skal aflægge regnskaber.
Ifølge Børsen vil investorerne holde øjnene stift rettet mod tech-aktierne for at få et praj om, hvorvidt de høje forventninger til kunstig intelligens holder vand.
“Det bliver rigtig vigtigt med de signaler, vi får fra både datacentre og chipsalg fra de selskaber, der enten er direkte eller indirekte involveret i kunstig intelligens, for at se, om de kan fastholde momentum,” siger Frederik Engholm, chefstrateg hos Nykredit, til avisen.
Genmab vil skære 20 procent af udviklingstiden med AI
Det danske medicinalfirma Genmab, der udvikler kræftmedicin, vil bruge AI til at reducere udviklingstiden på sine produkter.
Det fortæller Hisham Hamadeh, global chef for dataudveksling hos Genmab, til Børsen.
“Vi vil helt sikkert være i stand til at gøre tingene i det tempo, myndighederne er komfortable med. En del af vores rolle er også at uddanne dem i, hvad vi laver. Og ved at gøre det håber vi at skære 10, 15 eller endda 20 procent af den tid, det tager,” siger Hisham Hamadeh til avisen.
Meta fyrer folk fra en række forskellige afdelinger
I 2022 og 2023 gennemførte Meta to gigantiske fyringsrunder, hvor henholdsvis 11.000 og 10.000 ansatte blev fyret.
Set i det lys er det en mindre fyringsrunde, som selskabet gennemførte torsdag, hvor det ifølge tech-mediet The Verge var ansatte i forskellige afdelinger hos WhatsApp, Instagram og Reality Labs, der blev ramt.
“I dag foretager nogle få teams hos Meta ændringer, der skal sikre, at ressourcerne er tilpasset deres langsigtede strategiske mål og lokationsstrategi,” lød det på flydende corporate fra Metas talsmand Dave Arnold, da han skulle forklare The Verge, hvad var sket.
AI-investeringer giver ikke det fornødne afkast
Det er svært for virksomheder at opnå afkast på deres investeringer i kunstig intelligens.
Ifølge en ny rapport fra it-virksomheden Kyndryl, baseret på data fra 3.200 beslutningstagere, er det således kun 42 procent af virksomhederne, der oplever et positivt afkast på deres investeringer i kunstig intelligens og maskinlæring.
I dag for 39 år siden blev Nintendo Entertainment System udgivet i USA.
Den havde egentlig allerede været på markedet i Japan i to år på det tidspunkt, men den 18. oktober 1985 blev konsollen Nintendo Entertainment System – også kendt som NES – lanceret i Nordamerika.
I første omgang blev den kun sat til salg i New York, mens konsollen i løbet af de følgende år langsomt blev udrullet til andre dele af USA.
NES blev en kæmpe succes, et kulturelt fænomen, og den blev solgt i næsten 62 millioner eksemplarer frem til august 1995.