Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Kraftig stigning i cyberangreb mod Danmark: Hver virksomhed bliver ramt 1.300 gange om ugen

Mængden af  cyberangreb mod danske virksomheder og organisationer er vokset betydeligt i tredje kvartal. Samme mønster gør sig gældende i resten af verden, hvor særligt sundhedssektoren har været hårdt ramt.

Danske virksomheder og organisationer blev i gennemsnit udsat for 1.299 ugentlige angreb i tredje kvartal af 2024 – en stigning på 29 procent i forhold til samme periode i 2023.

Det viser nye tal fra Check Point Research, der er en del af Check Point Software Technologies.

Stigningen i cyberangreb er dog ikke begrænset til Danmark. På globalt plan er der sket en markant stigning på hele 75 procent.

Rapporten fra Check Point Research viser også, hvilke brancher og sektorer der har været hårdest ramt.

En af dem er sundhedssektoren. Sundhedssektoren har globalt oplevet en stigning på hele 81 procent i antallet af ugentlige cyberangreb sammenlignet med tredje kvartal i 2023 - det svarer til 2.434 ugentlige cyberangreb i perioden.

Det er en bekymrende tendens, siger Balder Borup, der er Security Engineer hos Check Point Software Technologies i Danmark:

”Hackere udser sig typisk sårbarheder i de organisationer, hvor de kan gøre mest skade. Her står sundhedsvæsenet højt på listen, da et angreb kan føre til datatyveri, afpresning og endda afbrydelse af livsvigtige systemer,” forklarer han.

”Sundhedssektoren bruger ofte legacy-systemer, der kombineres med nye løsninger. Det skaber en ideel angrebsflade for cyberkriminelle og forstærker behovet for, at sektoren prioriterer cybersikkerhed som en del af deres drift. Det er derfor afgørende, at vi i Danmark opruster cybersikkerheden i sundhedssektoren, så vi kan beskytte både ansatte og patienter.”

Herhjemme har de mange cyberangreb da også allerede haft konsekvenser for sundhedssektoren, hvor blandt andet Odense Universitetshospitals leverandør IT-Hotellet blev udsat for et større hackerangreb i juni måned. Det har efterladt Odense Universitetshospital med en efterregning på flere millioner og et teknisk efterslæb, der kommer til at tage år at fjerne.