I en usikker verden er vores fred og velfærd ikke noget, vi kan tage for givet.
Vi er koblet på verden, og vi har allerede valgt side i en lang række af de aktuelle globale konflikter.
Danmark er måske ikke verdens største mål. Men de seneste års historie viser, at både virksomheder, organisationer og institutioner stadig er mål. Og at våbnet er it.
Der er mere end nogensinde behov for gode rollemodeller og gode forbilleder inden for it-sikkerhed.
Derfor oprettede Computerworld i 2021 sammen med Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed prisen som Årets CISO.
Årets kandidater og deres virksomheder skal have en kæmpe tak for at stille sig frem med deres viden og erfaring. Det er sådan noget, der altid efterlyses, men som i praksis kan være svært at leve op til, når hverdagen rammer.
Engagement og ildhu
Så tak til Thomas Zakarias fra DSV, der står i spidsen for cybersikkerheden i en af verdens største transportvirksomheder. Han har vist, hvordan sikkerhed kan integreres som en central del af en virksomheds forretningsstrategi.
Hos DSV er cybersikkerheden placeret uden for it-afdelingen, hvilket skal sikre, at sikkerhed ikke blot ses som en teknisk funktion men som en strategisk driver for virksomhedens vækst.
Kan lamme produktionen
Tak til Morten Pors Simonsen fra Danfoss, der i ni år har ledet it-sikkerheden i en af Danmarks mest ikoniske industrivirksomheder.
Med ansvar for over 40.000 medarbejdere og et komplekst netværk af produktionssystemer, har Morten demonstreret, hvordan man beskytter kritiske systemer mod angreb, der kan lamme produktionen.
Morten har også prioriteret at engagere hele organisationen i sikkerhedsarbejdet gennem awareness-træning og kommunikation, fordi han ved, at sikkerhed ikke kun handler om teknologi, men også om kultur.
Og ikke mindst tak Thomas Janke fra Bestseller. Thomas har opbygget et effektivt globalt sikkerhedsnetværk i en decentraliseret organisation med over 17.000 medarbejdere.
Med en hands on-tilgang til it-sikkerhed har Thomas formået at skabe et samarbejde på tværs af 30 forskellige teams for at sikre virksomhedens beskyttelse mod digitale trusler - uden at det drukner i papirarbejde. .
En opfordring til at lære - og dele
Prisen for Årets CISO er ikke blot en hæder men også en opfordring til at lære af dem, der er længst fremme inden for cybersikkerhed.
Danmark står over for store udfordringer på det digitale område, og der er behov for, at flere virksomheder og organisationer tager cybersikkerheden alvorligt.
De tre nominerede viser vejen frem ved at integrere sikkerhed som en naturlig del af deres forretningsstrategier og ved at engagere hele organisationen i arbejdet.
Deres forskellige tilgange til it-sikkerhed understreger, at der ikke findes en universalløsning. Hver virksomhed har sine egne unikke udfordringer og behov, men fælles for dem alle er, at sikkerhed er blevet en topprioritet.
Tak til Thomas, Morten og Thomas for at stille op. Og et særligt tillykke til Morten med prisen.
Du kan læse mere om Danmarks tre bedste CISO'er her: