Europa sakker bagud i den globale konkurrence, fordi erhvervslivet plages af stram og inkonsistent regulering. Dette gælder især inden for kunstig intelligens.
Sådan lyder budskabet fra Facebook-stifter Mark Zuckerberg og den svenske Spotify-stifter Daniel Ek i et fælles blogindlæg, der også er blevet bragt som kronik i tidsskriftet The Economist.
"Den fragmenterede reguleringsstruktur, der er fyldt med inkonsekvent implementering, hæmmer innovationen og holder udviklere tilbage," skriver de to.
Indlægget - som du kan læse i sin helhed her - kommer få måneder efter, at det irske datatilsyn i juni anmodede Facebooks moderselskab Meta om ikke at lancere sine seneste kunstig intelligens-modeller i EU.
Dette skyldes, at datatilsynet i Irland, hvor Meta har sit europæiske hovedkvarter, var bekymret over selskabets træning af AI-modeller på persondata fra europæiske brugere af Facebook og Instagram.
Konsekvensen af denne anmodning er desuden, at Meta ikke vil være i stand til at lancere den næste udgave af sin storskala sprogmodel 'Llama' i EU.
Mark Zuckerberg og Daniel Ek mener, at hvis tech-selskaber får begrænset adgang til at træne deres modeller på europæiske persondata, vil konsekvensen være, at europæiske borgere vil ende med at bruge kunstig intelligens-produkter, der ikke er bygget til dem.
Opensource er løsningen
De to stiftere opfordrer i stedet til, at Europa omfavner open-source AI-løsninger, der, ligesom Metas egen Llama, er baseret på open source.
Ifølge Zuckerberg og Ek vil dette både sikre, at europæiske organisationer får adgang til de nyeste teknologiske landvindinger til den laveste pris, og samtidig give europæiske institutioner mere kontrol over deres data.
"Vi mener, at open-source AI kan hjælpe europæiske organisationer med at udnytte denne nye teknologi ved at skabe lige vilkår, og vi håber, at EU ikke begrænser de muligheder, som vi kun lige er begyndt at udforske. Selvom Spotify og Meta bruger AI på forskellige måder, er vi enige om, at velovervejet, klar og ensartet regulering kan fremme konkurrence og innovation, samtidig med at den beskytter mennesker og giver dem adgang til nye teknologier, der styrker dem," lyder det i indlægget.