Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
I løbet af 2024 har der været flere tilfælde af udenlandske medier, der er blevet ramt af hackerangreb.
I første omgang har angrebene primært ramt medier, der er placeret i krigshærgede områder. Således har flere ukrainske medier været under angreb fra russiske hackere, der udnytter ukrainske medieplatforme til at sprede fake news.
Selvsamme problemstilling udspillede sig i De Forenede Arabiske Emirater i februar, hvor iranske hackere infiltrerede en streamingtjeneste og brugte en deepfake-nyhedsoplæser til at sprede falske oplysninger om krigen i Gaza.
I Danmark har udenlandske hackere indtil videre rettet blikket mod den kritiske infrastruktur og endnu ikke angrebet medieindustrien.
Med Danmarks store engagement i internationale konflikter er det dog sandsynligt, at medievirksomheder snart vil være mål for angreb.
Medievirksomheder ligger ofte inde med sensitiv information, adgang til et stort publikum og er tilmed aktive i disse farlige brændpunkter.
Cloudteknologi kan nedbringe fysiske farer
Fra vores samarbejde med The Rory Peck Trust, der er en organisation som yder praktisk og økonomisk støtte til freelancejournalister og deres familier i krisetider, ved vi, at udsendte journalister i disse brændpunkter ofte er i fysisk fare.
Det betyder, at der både stilles krav til deres udstyr og til avancerede sikkerhedsforanstaltninger i form af teknologi.
Her kan cloudteknologi ikke bare spille en rolle i at sikre den digitale sikkerhed, men også den fysiske.
I områder med geopolitiske spændinger og censur kan direkte overførsel af data fra kamera til cloud være afgørende.
Under kritisk dækning fra verdens brændpunkter, reducerer det risikoen for konfiskation af kamera og destruering af indhold, hvilket sikrer både pressefriheden og journalisternes sikkerhed.
I situationer hvor telefoner, kameraer eller bærbare bliver beslaglagt med belastende information, kan livsfarlige situationer opstå.
Her gør cloudteknologien det muligt for reporterne at sende data direkte og hurtigt fjerne kompromitterende data fra deres enheder, så der ikke ligger indhold, der kan være medvirkende til at sætte deres sikkerhed yderligere på spil.
Det kan dermed nedbringe journalisternes risiko, men også sikre evt. belastende indhold, der giver et virkelighedsbillede af situationen i disse områder.
Manglende sikkerhed med store økonomiske konsekvenser
Den kritiske dækning giver dog også udenlandske hackere interesse i at stoppe og manipulere med nyhedsstrømmen samt kompromittere data.
Det kan gå ud over seertilliden, men også have store konsekvenser for bundlinjen.
Således viser en undersøgelse af it-beslutningstagere fra cloudcomputing-udbyderen, Fastly, at medieindustrien er den branche, der lider de største finansielle tab ved cyberangreb.
Hele 36 procent af virksomheder i medieindustrien vil således opleve stor finansiel skade i tilfælde af et cyberangreb – sammenlignet med 23 procent i andre industrier.
Et andet bekymrende resultat fra undersøgelsen viser, at hele 28 procent af de adspurgte medievirksomheder mener, at der ikke bliver investeret nok i cybersikkerhed.
Medievirksomheder kan sikre sig selv i skyen
Disse tal kalder på investering i cybersikkerhed og it-kompetencer for at begrænse fremtidige finansielle tab.
Men manglen på it-professionelle gør det svært at udfylde it-sikkerhedsskoene, hvor medieindustrien ofte ikke kan matche lønniveauet i den private sektor.
Her kan det at rykke til public cloud være fordelagtigt, da udbyderne investerer milliarder af kroner på at sikre deres kunders data og infrastruktur.
Det er midler, som danske medievirksomheder ikke selv har til rådighed.
Det er dog vigtigt at forstå, at ansvaret ikke fuldstændigt overlades til cloududbyderne.
Selvom de tager sig af basale sikkerhedsaspekter som opdatering af sikkerhed, firmware og identificering af sårbarheder, er det medievirksomhedernes ansvar at sikre deres applikationer mod sårbarheder, hvis de er udviklet af virksomheden selv.
En anden mulighed er derfor at benytte sig af SaaS-applikationer i cloud med eksterne leverandører.
Disse leverandører har typisk ansvar for både den underliggende infrastruktur og applikationssikkerheden. Det gør løsningen attraktiv for mindre medievirksomheder, der ønsker at prøve kræfter med cloud, uden at skulle bekymre sig om sikkerheden.
Cloud – en fremtidig del af medieindustrien
Vi faciliterer en lang række af virksomheder, og derfor ved vi, at indhold og applikationer skal placeres steder, hvor de er let tilgængelige.
Medievirksomheder har mange applikationer, der spænder over mange lokationer, hvilket betyder, at løsningerne skal skræddersys for at få det optimale ud af cloud.
I den sammenhæng er det en nødvendighed at vurdere, hvor workflows bedst kommer til sin ret, så den digitale og fysiske sikkerhed kan sikres.
Cloud er (også) en del af fremtiden for medieindustrien, og i arbejdet hermed er det vigtigt at sikre applikationer og data, hvad end der er tale om at gøre det på infrastruktur-, applikations- eller fysisk niveau.
Med de teknologiske fremskridt, der kommer, er der ingen grund til at sikkerhedsproblemer skal bremse udviklingen, men tværtimod i stedet være med til at sikre udviklingen, journalisterne og indholdet i medieindustrien.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.