Kunstig intelligens har et stort potentiale for det danske forsvar.
Det vurderer forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i et svar til Folketingets forsvarsudvalg.
Her kommer han med flere specifikke bud på, hvordan kunstig intelligens i fremtiden kan anvendes i forsvarsøjemed.
For det første påpeger han, at billedgenkendelsesteknologi baseret på kunstig intelligens kan bruges til hurtigere at identificere fjendtlige enheder på satellitbilleder eller droneoptagelser.
Kan bruges administrativt
Dernæst fremhæver han, at teknologien i Forsvaret – ligesom i mange andre organisationer – har et stort potentiale til administrative formål, hvor den kan effektivisere arbejdsgange.
“Eksempelvis vil AI potentielt kunne anvendes til at planlægge rettidig udskiftning af reservedele og til at opdage økonomisk svind,” lyder det fra forsvarsministeren.
Til sidst understreger Troels Lund Poulsen, at der i NATO-regi er i gang en digital transformation, der sigter mod, at medlemslandene skal være bedre til at udnytte potentialet i kunstig intelligens.
“Forsvaret skal gennem sin egen digitale transformation sikre, at Forsvaret kan udnytte AI og operere på en moderne, digital kampplads i regi af NATO,” lyder det i svaret til forsvarsudvalget.