Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
For nogle år siden talte jeg med den anerkendte tech-iværksætter Hampus Jakobsson om hans rejse indenfor iværksætteri og hans tanker om it i det hele taget.
Vi talte blandt andet om, hvorvidt man kan mislykkes på en god måde?
Samtalerne kom tilbage til mig i forbindelse med, at jeg optog et afsnit med den tidligere danske OL-guldvinder i svømning, Pernille Blume, til min nye podcast Extraordinary.
Læs mere om det her: www.extraordinary.media
Én af de ting, som Pernille fortalte meget om, var hendes kamp med at finde balancen her i livet samt et drive, der gør, at hun nu ikke kun kan kalde sig OL-guldvinder, men også iværksætter med den digitale virksomhed Align by Blume.
It og iværksætteri er lig med usikkerhed og uvished
Jeg bliver ofte spurgt, hvordan jeg tør at være tech-iværksætter med al den usikkerhed, der er forbundet med det.
Det skyldes ikke mindst, at vi lever i et land, hvor man som iværksætter er væsentligt dårligt stillet end nærmest alle offentligt og privat ansatte, hvis man mislykkes.
Senest har jeg selv oplevet, hvorledes min første konkurs som iværksætter betød, at jeg pludselig stod uden nogen form for sikkerhedsnet.
End ikke lønmodtagernes garantifond ville røre ved én og hjælpe med x antal måneders løn, som alle mine medarbejdere var berettiget til.
Da jeg ikke er til lange klagesange, vil jeg blot med ovenstående konstatere, at iværksætteri og i det hele taget al innovation indenfor it er en usikker metier.
Hvis man så samtidig skal frygte at fejle, så bliver det nærmest en ubærlig rejse, men heldigvis behøver man ikke at nære den frygt. Der findes nemlig reelle alternativer.
Nøglen ligger i at adskille ydre og indre pres
Samtalerne med Pernille Blume gav mig indsigt i hendes intense arbejde med at adskille ydre og indre pres.
Den proces har blandt andet givet hende forståelsen af den væsentlige forskel på de to, og hvordan det til al evighed vil være udenfor ens kontrol, hvordan det ydre pres udvikler sig.
Og paradoksalt nok bliver presset som regel større, desto bedre man gør noget. Pernille har oplevet det som elitesvømmer, og jeg har erfaret det som it-iværksætter.
Til gengæld er udviklingskurven ikke tilsvarende for det indre pres.
Det er et pres, vi kan lære at både kontrollere og håndtere, og som faktisk ikke behøver at vokse proportionalt med, at vi bliver gode til noget eller udretter noget, som offentligheden bliver opmærksom på.
På Pernilles rejse har det været et ydre pres fra alt fra svømmekolleger til medier, trænere, forbund og så videre.
På min rejse er presset udefra kommet fra konkurrenter, investorer og medier.
Det indre pres er som sagt anderledes.
For Pernille Blume har hun fundet styrke i sårbarheden og erkendt, at den vil følge med hende uanset hvad, hun måtte kaste sig over.
Det gør den, fordi hun er et både følsomt og stærkt menneske på én og samme tid.
Jeg kan genkende meget af det i mig selv.
Jeg har også igennem årene kæmpet med stress og depression, fordi de kæmpe forventninger fra både omverden og mig selv har overvældet mig. Min krop er endt med at sige fra.
Altafgørende perspektiv
Det er imidlertid her, at samtalerne med den anerkendte iværksætter Hampus Jakobsson kommer ind i billedet, for Hampus gav nogle utroligt værdifulde råd og perspektiver, som jeg gerne vil dele med dig.
De kan i høj grad bruges til at balancere det indre pres, som mange af os lægger på os selv.
Både for Hampus og mit eget vedkommende forventede vi aldrig at blive it-iværksættere.
Hampus arbejdede bare med noget, han elskede, og pludselig blev det en uventet succes, der endte med at salg til virksomheden Blackberry for ikke mindre end 150 millioner dollars.
Det er imidlertid sådan, at når man bliver iværksætter, så kommer det ydre pres helt automatisk.
Derfor handler det i høj grad om vores perspektiv, som vi kan bruge til at moderere og forme vores inde pres.
Jeg tror ligesom Hampus på ... og jeg øver mig med årene til at blive bedre til også at udleve det i praksis ... at et menneskes sande formål er at prøve, lære og eksperimentere frem for at følge mere konventionelle måder at opnå succes på.
De tre måder, du for alvor kan mislykkes på
Derfor er der også mere rum for at mislykkes, hvorfor der reelt kun er tre måder, man for alvor kan mislykkes. De er:
Følelsesmæssig/relationel konkurs:
Nogle mennesker ignorerer alt og alle, som ikke bidrager direkte til virksomhedens succes.
Men husk, at uden venner, familie eller helbred så får du ikke succes i noget som helst.
Sov, spis (uden en skærm) og sørg for at mødes med folk ugentligt, som ikke har noget med virksomheden at gøre.
Ikke at prøve hårdt nok:
Hvis du ikke lægger nok arbejde i den virksomhed, du arbejder for, så har du ikke nogen at give skylden ud over dig selv. Du bestemmer, og du er ansvarlig for dine egne valg.
At blive et dumt svin:
Nogle mennesker – uanset om vi taler iværksættere eller it-chefer her - bliver utiltalende, uanset hvordan virksomheden klarer sig.
De glorificerer Venture Capital og The Valley og beslutter, at de eneste mennesker, der betyder noget, er mennesker fra den verden.
Derfor er budskabet egentlig ret simpelt, når dit indre pres begynder at æde dig op:
Hvis du bibeholder dit helbred, dine vigtigste relationer og værdsætter dine ansatte frem for at blive et dumt svin, så har du allerede succes.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.