Bruce Bastian, der opfandt tekstbehandlingsprogrammet Wordperfect, er død.
Det skriver flere amerikanske medier, der oplyser, at han blev 76 år og døde 16. juni i sit hjem i Palm Springs, Californien.
Wordperfect var op gennem 1980'erne og i begyndelsen af 1990'erne det dominerende tekstbehandlingsprogram i verden, indtil det blev overhalet af Microsoft Word.
Bruce Bastian opfandt programmet sammen med sin universitetsprofessor Alan Ashton, mens han færdiggjorde sin kandidatuddannelse på det mormonske universitet Brigham Young University i staten Utah slutningen af 70'erne.
Her var det Bruce Bastian, der var ansvarlig for programmeringen, mens Alan Ashton stod for den forretningsmæssige del af virksomheden.
Dominerende markedet
Wordperfect fik hurtigt et omdømme som et meget brugervenligt program, hvor det var teksten og ikke en masse menuer, der var i centrum.
Ifølge New York Times sad Wordperfect i 1991 på 50 procent af markedet for tekstbehandlingsprogrammer og omsatte for over en halv milliard dollar om året.
På det tidspunkt havde selskabet desuden mere end 4.000 ansatte i hovedkvarteret i Orem i den amerikanske stat Utah. Langt fra de andre store tech-virksomheder på den amerikanske vestkyst.
Knap to tredjedele af de ansatte i selskabet var ifølge New York Times mormoner, og det samme var selskabets to stiftere. Men Bruce Bastian frasagde sig senere sin mormonske tro, efter at han blev skilt og sprang ud som homoseksuel.
Solgt for milliard-beløb
I 1994 blev Wordperfect solgt til Novell for 1,4 milliarder dollar, men programmet, der især dominerede på MS-DOS, fik aldrig samme grad af succes på Windows-platformen.
Den første Windows-version af Wordperfect kom først tre år efter lanceringen af Windows 3.0, mens Microsoft på samme tidspunkt satsede stort på Word.
Allerede to år efter sit opkøb måtte Novell indkassere et enormt tab, da selskabet solgte Wordperfect til Corel for blot 186 millioner dollar.
I mellemtiden havde Microsoft lanceret Windows 95 og Office 95, og ved årtusindskiftet havde Microsoft Word erobret 95 procent af markedet.
Splid mellem stifterne
Ifølge New York Times vil Bruce Bastian ikke alene blive husket for grundlæggelsen af Wordperfect, men også som filantrop, der støttede kunst og kultur i Utah, og som LGBTQ-aktivist.
Sidstnævnte bragte de to Wordperfect-stiftere på kant med hinanden.
Da borgerne i staten Californien i 2008 skulle stemme om et forbud mod homoseksuelle ægteskaber, støttede den mormonske kirke et forbud og Alan Ashton donerede én million dollar til en kampagne, der støttede forbuddet.
New York Times fortæller, at Bruce Bastian følte sig såret og forrådt af sin medstifter og valgte selv at donere én million dollar til kampagnen mod forbuddet.