I dag er det nok de færreste, der vil kalde en computer på 14 kilo for bærbar.
Men anderledes så det ud for 40 år siden, da IBM i februar 1984 lancerede sin Portable Computer 5155.
Det var selskabets første bærbare computer, som ikke desto mindre vejede mere end 10 gange så meget som en moderne Macbook Air gør i dag.
Ikke en laptop
Det er også værd at bemærke, at IBM ikke brugte betegnelsen laptop, som først kom til meget senere.
Det var altså ikke en computer, der var beregnet til at have i skødet eller have med i håndbagagen på flyvere, som det er tilfældet for en moderne bærbar
Ja, i dag trækker mange nok på smilebåndet, når de ser det omtalt som en bærbar, men i 1984 befandt vi os i begyndelsen af den personlige computers æra.
På det tidspunkt var det ikke mange år siden, at computere var store industrimaskiner, der blev fodret med hulkort.
Men en computer som 5155 kunne en konsulent eksempelvis smide ind i sin bil og relativt nemt slæbe med ud på en kontorplads til en kunde.
Set med de øjne virkede maskiner om 5155 som en revolution.
Udfordret af Apple
Men 1984 var dog også det år, hvor Apple præsenterede offentligheden for den første Macintosh.
Det var en computer, som Apple ikke lagde skjul på var tænkt som et opgør med IBM‘s dominans i computerindustrien. Det kom nok bedst til udtryk i Apples legendariske 1984-reklame, der var instrueret af Ridley Scott.
Her ser vi en dystopisk mørk IBM-domineret fremtid, som dog bliver splintret af en ung kvindelig rebel i farverigt tøj, der naturligvis repræsenterede Macintoshen indtog på computer-scenen.
Den nye og mere legesyg Macintosh bød på en ny en revolutionerende ny grafisk brugerflade, og med lidt god vilje kunne den også karakteriseres som bærbar.
Den vejede blot 7,5 kilo og havde ligesom IBM-computeren en integreret skærm og var udstyret med en hank i toppen, så den var let at flytte.
Samtidig var Macintoshen – på trods af sin dengang høje pris – stadigvæk billigere end en IBM 5155. Macintosh kostede på lanceringendagen 2.495 dollar.
Processor 4,77 mhz
IBM-computeren kostede til gengæld hele 4.225 dollar. Til den pris fik kunden en computer, der på det ydre umiddelbart lignede en relativ almindelig dekstop-computer.
Dog med den forskel, at kabinettet havde en lille integreret crt-skærm på ni tommer med gul tekst på en sort baggrund, men der var også mulighed for at tilslutte en ekstern monitor, hvis man havde brug for en større og mere komfortabel skærm.
Under motorhjelm bød computeren samtidig på en efter den tids standard relativ kraftig 4,77 MHz Intel 8088-processor, 256 kb ram og et 5,25-tommer floppy drev.
Set med datidens øje var den også en ganske kraftfuld og alsidig computer, der i højere grad end Macintoshes var tiltænkt det nålestribe erhvervsliv og de professionelle brugere.
Dengang var det nok de færreste, der havde forestillet sig, at IBM mange år senere selv vil frasælge sin pc-forretning, og efterfølgende selv ville begynde at udrulle Mac-computere til sine medarbejdere.
IBM's 5155’er fik kun cirka to år på markedet, før der blev lanceret en afløser. Den såkaldte IBM Convertible.