Først var de to – nu bliver de snart tre.
Hvor der igennem de seneste to årtier kun var to selskaber, der leverede processorer til laptop-computere, Intel og AMD, ser mobil-tech giganten Qualcomm ud til at være den første, der kan bryde duopolet.
Selskabets kommende processor til bærbare maskiner ’Snapdragon Elite X’ er ifølge de første lækkede benchmark-resultater i stand til at ikke bare at matche, men også overgå AMD’s og Intels laptop-processorer på ydelsen.
Det skriver netmediet Toms Hardware.
Det viser lækkede resultater fra benchmark-programmet Geekbench 6, hvor den kommende processor viser sig at være et hestehoved foran AMD’s stærkeste laptop-processorer.
Snapdragon X Elite scorer her 2.574 points og 12.562 points i henholdsvis single-core og multi-core testene. Det svarer til et forspring på 4,0 og 7,7 procent i forhold til AMD’s Ryzen 9 7940HS.
I selvsamme disciplin scorer Intels spritnye Core Ultra 9 185H processor 2.483 points og 13.351 points, ifølge tyske Notebookcheck database, hvorfor Elite X ikke ser ud til at tage teten blandt dedikerede laptop-processorer.
Elite X byder på i alt 12 kerner mod otte i AMD’s Ryzen 9 7940HS og 14 i Intel Core Ultra 9.
Sat op imod fuldblods processorer fra Intels og AMD’s HX-serier taber Elite X yderlige terræn. Elite X er dog optimeret til at køre langt længere per opladning, hvor HX-processorer er regulære desktop-processorer, tilpasset laptop-format.
Apples mægtige M3 Max processor, som ligesom Elite X er bygget omkring ARM-arkitekturen sætter dog de øvrige laptop-processorer på plads i Geekbench 6 disciplinen med scorer på 3.126 og 21.253 points.
Snapdragon Elite X og Windows styresystemet kan fortsat nå at blive optimeret yderligere inden den forventede lancering en gang i sommeren 2024.