Siden Apple i 2020 løftede sløret for sin første egenproducerede Mac-processor, kaldet M1, har selskabet vist, at der er klare fordele ved at vrage chip-giganten Intels hardware og i stedet ty til en grundlæggende anden opbygning af processorer, den såkaldte ARM-arkitektur frem for Intels (og AMD’s) x86-baserede processorer.
Bedriften lå ikke bare i høj ydelse, men i den særdeles imponerende strømeffektivitet, hvor der i praksis leveres det hele for det halve strømbudget.
Gevinsterne er ikke gået Microsoft og den øvrige pc-verdens næse forbi, men de flere forsøg på at få Windows vi har set det seneste årti er alle endt med skuffende enheder.
Knas med softwaren, ydelsen og Windows-kompatibiliteten har plaget ethvert forsøg på at vriste sig fri af det flere årtier lange parløbet mellem Windows-software og x86-hardware.
Men senere i år skulle det lykkes. Og din pc bliver aldrig den samme igen.
Det er der tre grunde til.
1 - Afgørende ny Windows
Microsoft har siden selskabet sprang ud som pc-producent med Surface-serien i 2012 døjet med at få mobil-hardware til at fungere gnidningsfrit sammen med Windows.
Surface RT, Surface 2, Surface Pro X er alle enheder, som hurtigt forsvandt i glemslen på grund af at Windows-programmer skulle oversættes, med ofte svigtende held, til ARM-arkitekturen – en proces, der tyngede programmerne og dermed reducerede ydelse og gav kompatibilitetsproblemer.
Windows 12, som rygtes til at debutere i juni måned, skulle dog opføre sig anderledes og være udviklet i partnerskab med ARM-specialisten Qualcomm for at sikre at Windows omsider skulle kunne køre optimalt.
Det er ikke første gang, lignende meldinger er blevet hørt, men fokus synes at være på endeligt at få de to verdener til at mødes.
Qualcomms kommende ’Snapdragon X Elite’ processor står også til at debutere midt på året – en timing der synes at bekræfte, at en ny Windows-version er en oplagt følgesvend.
Sådanne maskiner har allerede fået et kodenavn, ifølge netmediet Windows Central, de såkaldte ’CADMUS’ enheder.
2 - AI-evner
Parallelt med den udvikling er Microsofts massive satsning på at inkorporere kunstig intelligens i nærmest alle styresystemets facetter.
Et fokus, der stiller krav til hardwaren, hvor grafikkort optimeret til kunstig intelligens samt dedikerede neurale netværkschip (NPU) skal drive funktionerne frem.
Her leverer Intels nyligt lancerede Core Ultra processorer op til 11 TOPS (en billion tensor-operationer per sekund) fra sin NPU, mens Qualcomm lover at Elite X processorer kan levere op til 45 TOPS fra NPU-enheden alene.
Dertil kommer grafikkortets eventuelle ydelse oveni.
Af samme grund markedsfører Qualcomm som kernen i fremtidens AI pc’er, som fremhævet i produktvideoen nedenunder.
3 - Bonus-evner
Qualcomms mobil-knowhow får mulighed for at blive overført til Windows-verdenen, ved at tilbyde mulighed for 5G-mobilopkobling, samt nyeste wi-fi 7 trådløs opkobling.
Mobil-arkitekturer er traditionelt udviklet med strømeffektiv ydelse for øje og er samtidig tunet til at kunne gå ned i ekstremt strømbesparende dvale-tilstande, hvilket sammen med at processoren er printet med teknologisk avanceret 4nm litografi giver grunde til at tro, at man her får mere driftstid og ydelse ud af elektronerne – ligesom Apple er lykkedes med i sine M-processorer.
Qualcomm skilter da også med, at Snapdragon X Elite vil levere ’op til flere dags drift på en enkel opladning’.
ARM-arkitekturens fleksible opbygning giver også mulighed for let at integrere delchips dedikeret til specifikke opgaver, såsom kamera- og video-kredsløb til at håndtere op til 4K120 videoer og 64 megapixel kameraer.
Selve processoren byder på 12 klassiske regnekerner, der snurrer med op til 4,3 GHz. Hvordan den vil matche Intels nyeste 14-kerners Core Ultra processorer i klassiske opgaver har vi fortsat til gode at se.
Rigtig mange pc-producenter synes dog at være interesseret i chippen, som vores søstermedie PCWorld noterer, hvilket er et godt tegn.
Surface-tvivl
Lykkedes det for Microsoft og Qualcomm at få Windows/ARM parløbet til at fungere, er der lovende ydelse i vente. Særligt når det gælder AI-opgaver.
Det forlyder dog her, at Microsoft første AI-fokuserede enheder, en kommende Surface Pro 10 tablet-hybrid og Surface Laptop 6 vil debutere i forskellige versioner: En udstyret med Intels Core Ultra processorer, samt en udstyret med Qualcomm Elite X kræfter.
Microsoft synes altså fortsat at spille på to heste, en indikation af at selskabet måske selv nærer nogen tvivl om det kommende ARM-Windows samarbejde.