Artikel top billede

Nu er det officielt: Brancheorganisationen Wi-Fi Alliance har publiceret de endelige specifikationer for den nye standard for trådløse netværk, der bygger videre på Wi-Fi 6/6E og derfor hedder Wi-Fi 7. Mange wifi-brugere kan allerede nu forberede sig til den nye standard og blive klar til at gennembryde gigabitmuren, hvis deres grej kan opdateres med et lille Intel-modul. Det kan købes for under 200 kroner, og det kræver hverken specialværktøj eller særlig indsigt at installere det. Læs denne guide og se, hvordan du gør! (Foto: Carousell PR)

Gør det selv: Nu kan du opgradere din nyere Windows/Intel-computer til Wi-Fi 7 for blot et par hundrede kroner

Nu er wi-fi 7 officielt ude - og dermed er det tid til at se, hvorvidt man skal opgradere maskinen. Det koster kun et par hundrede kroner og lidt teknisk fingersnilde.

Nu er formaliteterne på plads, og netværksfirmaerne er ved at rulle deres wi-fi 7-sortiment ud.

De fleste begynder i toppen med flagskibsmodeller, som får nørder til at savle, men hvis prisskilte afskrækker almindelige forbrugere.

Det ved hardwareproducenterne naturligvis alt om, så de er i fuld gang med at udvikle mere folkelige routere og mesh-systemer med færre features – og til meget mere humane priser.

Du skal dog ikke regne med, at YouSee & Co. lige med det første bundler en wi-fi 7-router med en almindelig internetforbindelse til 299 kroner om måneden.

Det bedste, jeg foreløbig har set blandt branchens pakkeløsninger, er en wi-fi 6 (ikke 6E) router.

Som altid bliver wi-fi 7 markedsført som den største revolution siden skiveskåret brød eller øl på dåse.

Efter min mening er wi-fi 7 ”kun” et meget betydeligt, evolutionært og heldigvis bagud kompatibelt fremskridt, og det er egentlig ikke så ringe endda.

Vil du vide mere, så har Jacob Ø. Wittorff begået denne glimrende introduktion til den nye standard:

I det følgende kan du læse, hvordan jeg for en minimal investering foreløbig har kunnet opgradere en fire år gammel desktop og en to år gammel laptop, så begge mine sekundære maskiner er helt fremme på beatet og kan fordøje næsten alt, hvad et TP-Link Deco BE85-sæt – det første Wi-Fi 7-grej på markedet, som jeg testede tilbage i august 2023 – kan kyle efter dem.

Jeg skal skynde mig at indskyde, at selv hvis du ”kun” har – eller planlægger – et Wi-Fi 6E-system, kan du også få glæde af at opgradere dine klienter til wi-fi 7. Så får de mere tumleplads på 6 GHz-frekvensbåndet og mindre risiko for forstyrrelser fra andre brugere.

Min produktionscomputer kører kablet via 10GbE-forbindelser til TP-Link-routeren og et rack med flere 10GbE-switche. Den er født med et Intel AX210 wi-fi 6E-netværkskort, men det bruger jeg næsten aldrig.

Jeg har heller ikke lyst til at opgradere det til wi-wi 7, for netværkskortet er gemt så godt af vejen i et lukket maskinrum på bundkortet, at jeg anser det for spild af tid og penge at gøre forsøget.

Til gengæld har jeg stadig en ledig PCIe-sokkel, som ved første lejlighed bliver optaget af et wi-fi 7-netværkskort.

Tjek om din computer kan køre Wi-Fi 7

(Dette afsnit handler om både desktops og laptops)

På nuværende tidspunkt er der siger og skriver én wi-fi 7-netværksadapter i handelen. Den kommer fra Intel og hedder BE200.

Ligesom sine forgængere – AX200, AX201, AX210, AX201 og så videre – er BE200 et udvidelseskort på størrelse med et lille frimærker (M.2 2230 formfaktor), som skal sidde i den type sokkel, mange af os kender fra SSD-harddrev, blot med en anden mekanisk kodning.

Hvis du ikke har lyst til åbne din Windows-computer forgæves – specielt laptops kan være noget besværlige at komme ind i – så kan du begynde med at tjekke dens hardware-bestykning på denne måde: Åbn ”Kontrolpanel”, klik på ”Hardware og lyd”, klik på ”Enhedshåndtering” yderst til højre i øverste række og dobbeltklik på ”Netværkskort”.

Så melder min desktop, at den har en ”Intel Wi-Fi 6E AX210 160MHz”. Flueben!

Og skulle du være i tvivl om, hvilken processor (CPU) du har, så bliv i ”Enhedshåndtering”, rul ned til ”Processorer” og dobbeltklik. Min maskine skriver ”Intel Core i5-10600” hele 12 gange. Så er den vist godkendt. Flueben!

Grundlæggende Intel BE200 systemkrav

- Den nye netværksadapter kan kun køre under styresystemet Windows. Windows 10 er det absolutte minimum, og Windows 11 anbefales stærkt. Sorry Apple, Chrome og Linux!.

- BE200-modulet fungerer kun i Intel-økosystemet. Sorry AMD.

- Sørg for at have den seneste version af Intels driverpakke til trådløse netværksadaptere installeret. Søg gerne efter ”Intel BE 200 driver”, find driveren hos Intel, download den og installér den. Mit versionsnummer er 23.20.0.4, dateret 29. november 2023.

Installation af Intel BE200 i desktops

Hvis din desktop er nogenlunde typisk, er det nemt at komme ind til bundkortet med den eksisterende netværksadapter.

Nogle gange er der kun fingerskruer at løsne, men ellers kommer du langt med en stor stjerneskruetrækker (Phillips PH2) til skruerne på kabinettet.

Når du har lokaliseret netværksadapteren, vipper du først de to tynde coaxkabler af med et smalt, tyndt blad. Jeg klarer mig som regel med en lillebitte skruetrækker med lige kærv.

Derefter fjerner du den skrue, som fastholder netværksadapteren på bundkortet, med en lille stjerneskruetrækker (Phillips PH0) og vipper/trækker forsigtigt den gamle netværksadapter ud.

Så holder du vejret, mens du forsigtigt tjekker, at din nye BE200 passer ind i M.2-soklen. Har du været heldig, trykker du forsigtigt netværksadapteren helt ind i soklen og fikserer den med den lille stjerneskrue.

Derefter skal du have de to små coaxstik til at sidde rigtigt på de bittesmå connectors med en diameter på 1,55 mm på bundkortet.

Det er sådan noget, der kan drille mig, men ved hjælp af en god luplampe og en lille spidstang til at styre kablerne, plejer jeg at kunne klare denne del af jobbet på et par minutter.

Installation netværksadapter - i laptops

I modsætning til desktops er laptops ikke altid konstrueret, så en almindelig bruger nemt kan åbne dem og komme til bundkortet.

Hvis din laptop stadig er omfattet af købelovens reklamationsret på to år, kan du regne med at miste denne ret, i det sekund du piller computerens bundplade af – eller bare prøver på det.

En typisk laptop er en Acer Swift SF514, hvis bundplade holdes fast af 11 T5 Torx-skruer, som ubetinget kræver en matchende skruetrækker eller bit.

Din laptop er sandsynligvis anderledes, men næsten uanset mærke og model er chancerne store, for at du kan finde en instruktionsvideo på nettet, så du kan komme ind til netværksadapteren uden at lave for meget ravage.

Regn dog ikke med, at du kan lave indgrebet så diskret, at en rutineret tekniker ikke bemærker det, hvis computeren behøver service.

Installation i desktops uden netværksadapter på bundkortet

Selv hvis din desktop ikke har et udskifteligt netværkskort på bundkortet, har du stadig en mulighed for at for at få Wi-Fi 7 på den. Blot du har en ledig PCIe-sokkel på bundkortet – eller kan frigøre én – kan du installere et matchende netværkskort.

Min gamle computer fra ADesk kom oprindeligt med et PCE-AX3000 Wi-Fi 6-netværkskort fra 2020.

Det opgraderede jeg uden problemer til Wi-Fi 6E ved at udskifte Intels AX200-adapter til en AX210. Men her stopper festen, for dette kort har en ”A” sokkel, som ikke kan tage den nye BE200 netværksadapter.

I skrivende stund har flere it-producenter annonceret netværkskort med Wi-Fi 7, men foreløbig har jeg ikke kunnet google mig frem til andre udbydere end no-name-brands.

I en anden af mine 48 Harald Nyborg-klodskasser med dimser og dingenoter fandt jeg et TP-Link Archer TX-3000E-netværkskort –fra 2019 og også opgraderet til Wi-Fi 6E med en AX210.

Og jeg var heldig: Da jeg havde løsnet tre skruer og afmonteret den frække, røde køleprofil, åbenbarede en ”E” sokkel sig for mit falkeblik. Derefter var det nemt at skifte til en BE200-netværksadapter og komme til at køre Wi-Fi 7.

Hvad gør den utålmodige og prisbevidste nørd så?

Det bør vel ikke være nødvendigt at købe et fuldt fungerende netværkskort til omkring 400 kroner og skrotte dets ”hjerne” til fordel for et BE200-modul til yderligere et par hundrede kroner.

Der må vel være et netværkskort uden wifi-adapter til salg ude på det store net?

Det er der også. Der findes uden tvivl et utal af tilsvarende løsninger, men jeg fandt et tilsyneladende egnet kort hos www.amazon.de i Tyskland til knap 11 euro, som med moms, fragt, gemyse og så videre svulmede op til 164,46 kroner, inden det landede to dage senere, håndbåret på adressen.

Producenten er Glotrends på Taiwan, og vidunderet har ikke noget typenummer, men hedder ”M.2 E Key to PCIe X1 WiFi Adapter for M.2 WiFi Modul, 6 dBi SMA Antenna.”

God fuskerlyst!

Hvis du har læst så langt og nu tænker, at man behøver vel ikke være skør for at arbejde med computere på min måde – men det hjælper nok, så har du fuldstændigt ret.

På den anden side er det vel ikke helt ude i hampen at demonstrere, hvordan i hvert fald noget it-udstyr kan få endnu et liv ude på den teknologiske forkant.

Et par hundrede kroner og lidt hobbybetonet arbejde er peanuts i forhold til en ny laptop eller måske et nyt bundkort i en desktop.


Loading ikon