En ny hurtigløber af en processor fra amerikanske Intel er lige om hjørnet: En særlig ’KS’ processor bygget omkring Intels nye 14. generations Core-teknologi.
Processoren lever under modelnavnet Core i9-14900KS, hvor S’et til sidst indikerer, at der er tale om toptunet versioner af Intels nuværende top-processor til gamere, Core i9-14900K.
I begge processorer diskes op med otte performance-kerner og 16 strømeffektive kerner, der sammen kan adressere op til 32 regnetråde.
KS-processoren er dog indstillet på at gøre det bedst i spurter, ved at snurre med op til svimlende 6,2 GHz, mod 6,0 GHz i den nuværende topmodel, noterer netmediet Toms Hardware.
Det gør den nye processor til klodens hurtigst snurrende til dato – en titel, som tidligere gik til forgængerne Intel Core i9 14900K og i9 13900KS. De høje frekvenser har bidraget til at gøre serien populær blandt gamere, hvor få, men lynhurtige regnekerner giver gevinst i en række spil.
Den ekstreme frekvens vil dog også udfordre ens systems køleevne og strømforsyning, da processoren kan trække op til 410 watt alene – halvanden gange så meget som den i forvejen hidsige 14900K. I praksis er den nye processor dog målt til at trække 339 watt, skriver mediet.
Dukker op rundt omkring i Europa
Intels nye flagskibs-processor står til at debutere en gang i marts, men er allerede begyndt at dukke op i den europæiske nethandel, lyder det.
Både franske, østrigske og schweiziske forhandlere tilbyder den endnu ikke offentliggjorte processor til priser fra 640,29 euro, eksklusiv moms. Det svarer til omtrent 4.770 kroner før moms.
Prisen svarer til en merpris på omkring 20 procent i forhold til den almindelige 14900K som i dag findes til priser fra 4.780 kroner i den danske nethandel.