Den kontroversielle britiske it-rigmand Mike Lynch meldes savnet efter at luksus-yachten Bayesian mandag er sunket under en pludselig og kraftig tornado ud for den sicilianske kyst tidligt mandag morgen.
Ifølge britiske medier er Mike Lynchs hustru, Angela Bacares, blevet reddet i land sammen med 15 besætningsmedlemmer, mens fem personer fortsat savnes foruden Mike Lynch.
Ifølge britiske Daily Mail er vraget af Bayesian blevet lokaliseret på havbunden på knap 50 meters dybde.
Dykkere har bjerget liget af luksus-yachtens kok fra havet, og det frygtes, at de seks personer, der ikke er blevet reddet i land, kan være blevet fanget i deres kahytter på det luksuriøse fartøj.
Ifølge italienske aviser har dykkere således meldt om, at de gennem koøjer på vraget har set hvad der kan ligne kroppe inde i nogle af kahytterne på det sunkne skib.
Den 59-årige tech-iværksætter Mike Lynch er tidligere blevet betegnet som ‘Storbritanniens Bill Gates.’
Han stod bag it-selskabet Autonomy, som han i 2011 solgte til HP for 11 milliarder dollar.
I kølvandet på salget brød balladen imidlertid ud, da HP efter købet følte sig snydt, da det ifølge HP viste sig, at Autonomys regnskabstal var pumpet gevaldigt op.
Alene i det første år efter købet nedskrev HP værdien af Autonomy med næsten ni milliarder dollar og indledte en række retssager mod blandt andet Mike Lynch for at få nogle af pengene tilbage.
Disse retssager har pågået i flere år og nåede en foreløbig kulmination for et halvt års tid siden, hvor Mike Lynch igen kom for retten.
Autonomys daværende CFO, Sushovan Hussain, blev i 2019 idømt fem års fængsel for bedrageri.