Grundlæggeren af Autonomy Mike Lynch er blevet frikendt for anklager om svindel og bedrageri ved en amerikansk domstol i USA, efter den britiske erhvervsmand sidste år blev udleveret til det amerikanske retssystem efter at have tabt i Storbritannien.
Mike Lynch har kæmpet en juridisk kamp, siden HP – eller Hewlett-Packard – i 2011 købte selskabet Autonomy i 2011 for 11,1 milliarder dollar, hvilket blev en af de største it-handler i Storbritanniens historie.
HP er siden blevet opdelt i HP Inc. og Hewlett-Packard Enterprise (HPE), hvoraf det er sidstnævnte, der har ført sagen mod Mike Lynch.
Sagen omhandler, at HP – og senere HPE – mente, at prisen på Autonomy var pustet kunstigt op, og at Lynch og hans partnere havde svindlet. HP endte med at nedskrive Autonomys værdi med 8,8 milliarder inde for et år efter handelen.
Det skriver Reuters.
Nu er han dog frifundet i alle 15 anklager i den amerikanske retssag, som tæller en anklage for sammensværgelse og 14 anklager for svindel.
"Jeg er begejstret over dagens dom," lyder det fra Lynch, ifølge Reuters, og han fortsætter:
"Jeg ser frem til at vende tilbage til Storbritannien og vende tilbage til det, jeg elsker allermest: min familie og innovation inden for mit felt."
Mike Lynchs tidligere finansdirektør for Autonomy Stephen Chamberlain stod overfor samme anklager, men blev også frifundet i alle punkter.
Autonomy daværende økonomidirektør, Sushovan Hussain, blev dømt for bedrageri i USA og idømt fem års fængsel i 2019.
HP står dog stadig med en sejr fra en retssag i London fra 2022, selvom erstatningen dog endnu ikke er besluttet, men HP går efter fire milliarder dollar.
Lynch har erklæret, at han har til hensigt at søge tilladelse til at appellere afgørelsen fra 2022. Afgørelsen er blevet udskudt til efter fastsættelsen af erstatningen, har hans advokater tidligere sagt.