HP Imagine 2024, Palo Alto: Ganske som ventet blev HP’s Imagine-konference 2024 præget af en masse snak om fremtidens arbejdsplads, og hvordan kunstig intelligens kommer til at spille en stor rolle på området.
I samme ombæring løftede HP sløret for en række nye AI-understøttede produkter, herunder flere avancerede laptops og en ny printerserie, der skal være med til at "transformere fremtidens arbejdsplads".
Lanceringerne blev præsenteret ved HP’s Imagine 2024-event, der i disse dage finder sted i virksomhedens hovedkvarter i Palo Alto, Californien.
Her satte HP’s CEO Enrique Lores fokus på, hvordan virksomheden fordobler sit engagement i det kommercielle marked med AI-drevne løsninger, der ikke blot gør arbejdsgange mere effektive, men også forbedrer udviklingen af AI-applikationer.
"Med vores AI-understøttede portefølje vil vi låse op for endnu større niveauer af produktivitet og personalisering, fordi AI gør mere end blot at strømline opgaver. Det hjælper med at skabe mere engagerende arbejdsoplevelser, der er skræddersyet til den enkelte bruger," sagde Enrique Lores fra den lille scene.
Kort efter lød det fra HP’s præsident for personlige enheder, Alex Cho, at netop HP er den rette virksomhed til at skabe denne forandring.
"Ingen kan transformere arbejdspladsen, som HP kan grundet den store portefølje af produkter og løsninger, der rammer så bredt," lød det fra Alex Cho.
Interessant AI-printere
HP’s nye Envy 6100/6500-serie af alt-i-en printere henvender sig til både hjemmet og kontoret og kan nu tilbyde en såkaldt native true-to-screen udskrivning i Display P3-farverummet.
Det betyder, at printeren nu kan levere fotoudskrifter, der er lige så farverige som de billeder, man ser på skærmen på sin telefon.
Derudover kan printeren udskrive på begge sider af matte fotopapirer eller kort.
Det mest spændende ved denne printer er dog HP’s nye Print AI-initiativ.
Den første funktion, "Perfect Output", bruger AI til at minimere spildplads på websider, fjerne uønskede annoncer og optimere størrelsen af billeder.
Dette gør udskrivning af for eksempel opskrifter, websider eller Excel-filer langt mere effektiv og brugbar, da funktionen guider og foreslår forbedringer, før man printer ud.
Funktionen er allerede tilgængelig i en betaversion til udvalgte kunder.
HP EliteBook X: Verdens mest kraftfulde AI-forretningslaptop
Og selvom en AI-printer kan være interessant med alle dens nye funktioner, så var det AI-laptops, der stjal rampelyset.
Her afslørede HP nemlig deres næste generation af AI-laptop, EliteBook X, som byder på det nyeste inden for AI-innovationer.
EliteBook X henvender sig især til brugere med avancerede behov, der kan omfatte konsulenter og teknologieksperter, med sin performance og 14-tommer skærm, 8.000 megabyte i sekundet på 64 gigabyte LPDDR5x RAM og en AMD Ryzen Pro-processor, der understøtter op til 55 milliarder operationer per sekund (TOPS) via den indbyggede neural processing unit (NPU).
NPU’en gør hurtigere og mere intelligente AI-applikationer mulige, hvilket ifølge HP gør EliteBook X til verdens kraftigste AI-laptop til erhvervsbrug.
Med EliteBook X introduceres også HP’s AI Companion-app, som bruger generativ AI til at analysere filer og optimere systemets ydeevne.
Samtidig forbedrer Poly Studio-softwaren videokald med avanceret støjreduktion og funktioner som Dynamic Voice Levelling, der optimerer stemmekvaliteten under møder.
Også på sikkerhedsområdet har HP opgraderet EliteBook X ved at introducere Wolf Security med quantum hack-beskyttelse og en opdateret Endpoint Security Controller, hvilket skal være med til at beskytte den kraftige laptop mod nye og avancerede trusler.
HP EliteBook X lanceres i december 2024. Prisen er dog endnu ikke blevet oplyst.
Ikke den eneste AI-laptop
En af de store stjerner på konferencen var HP’s nye OmniBook Ultra Flip, som er en to-i-én AI-baseret laptop, som henvender sig til kreative sjæle og freelancere, der ofte er på farten og har brug for god videokvalitet.
Den bærbare computer har en 14-tommer 3K OLED-skærm og et haptisk touchpad, mens den er udstyret med et 9 megapixel AI-kamera og lyd fra Poly, der skulle være med til at gøre videokonferencer markant bedre.
På indersiden finder man Intels nyeste Core Ultra-processor, også kendt som Lunar Lake, der lover op til 20 timers videoafspilning på en enkelt opladning.
På sikkerhedssiden, så bliver denne laptop beskyttet med HP Wolf Security mod cybertrusler, mens en integreret McAfee Smart AI Deepfake Detector hjælper med at opdage falsk AI-genereret lyd.
Og så kan den også klappes sammen, vendes om, som man kan se på billedet nedenfor.
HP OmniBook Ultra Flip lanceres i oktober 2024 fra 11.999 kroner.
Z by HP Boost: AI-udviklere får bedre GPU-adgang
Som en del af deres nye portefølje har HP også annonceret Z by HP Boost, som er en softwareløsning, der giver udviklere og dataforskere fleksibel adgang til GPU-ressourcer på tværs af arbejdsstationer.
Det skal være med til at reducere behovet for dyre cloud-løsninger og øger ifølge HP samtidig produktiviteten ved at muliggøre hurtigere og mere effektive beregninger.
Z by HP Boost er planlagt til at blive lanceret i USA og Storbritannien i begyndelsen af 2025.