Grr, hovsa og ups.
Hvert år kårer Computerworld's læsere Årets it-fuser, og 2015 er naturligvis ingen undtagelse.
Vi skal dog bruge DIN hjælp til at nominere et projekt, et forløb, en organisation eller person, som på på alle måder viser, hvordan man helst ikke skal gøre tingene.
Af tidligere vindere kan vi nævne NemID, Smartphone-skatten, Rejsekortet, Polsag og sidste års fuser, tys-tys-sagen med Nets, IBM og Se & Hør i hovedrollerne.
Computerworld har nedenstående samlet en liste med vores indledende bud på Årets it-fuser 2015.
Men igen i år glæder vi os til at læse jeres bud på, hvem der fusede mest i det forgangne år.
Politiet er tilbage igen
Politiets it-system Polsas har længe ventet på en afløser.
Oprindeligt skulle det have været ordnet i 2008 med efterfølgeren Polsag, som CSC skulle levere.
Polsag trak dog ud, inden stikket blev trukket, så det aldrig aldrig blev sat i værk uden for Bornholm. Prisen for det fejlslagne projekt løb op i cirka en halv millard kroner.
Siden da har Rigspolitiet arbejdet på at få en ny løsningsmodel, Polaris, op at køre, men også det projekt blev også sat i bero i november.
Læs mere om Polaris her: Politi dropper kæmpe it-system på ubestemt tid: Længe ventet Polsag-afløser sendt til hjørne
Skats skandale koster kassen
Skat har ikke haft et godt år.
To direktører og en række chefer er blevet fritaget for tjeneste i kølvandet på den nærmest altomfattende EFI-skandale.
EFI-projektet blev påbegyndt i 2005, fik premiere i 2013 efter seks års forsinkelser og endelig droppet i år med hundredvis af millioner kroner på samvittigheden.
Tilbage sidder et skattevæsen, som har mistet over tre milliarder kroner i forældede gældsposter og en direktør, som ikke kan se, at han selv skulle have opdaget, at EFI var en dødsejler.
Læs mere om EFI-skandalen her: Interview med Skats direktør Jesper Rønnow: Jeg får jo ikke løn for at være blåøjet
Trods skandalen med EFI fik Skats administrerende direktør alligevel 100.000 kroner udbetalt i bonus for igangsættelse af systemet, som du kan læse mere om her.
Rigspolitiets evighedskontrakter med CSC
Rigspolitiet kan udover miseren med Polaris også smykke sig med sine nærmest evighedskontrakter med CSC, der i 19 år aldrig har været i udbud, som loven ellers kræver.
Det kan du læse mere om her: Rigspolitiet har ikke sendt CSC-opgaver i udbud i årevis: System-dokumentation mangler på 19. år
Rigspolitiet undskylder sig med, at CSC ikke har leveret tilstrækkeligt med systemdokumentation til, at der overhovedet kunne skrives udbudsmateriale.
Dette er dog noget, der kan undre faste læsere af Computerworld, som måske kan huske, hvordan CSC's nordiske direktør for public sector, Jette Aagaard Madsen, udbredte sig om vigtigheden af netop systemdokumentation tidligere i på året.
Ved den seneste kontraktfornyelse i 2014 slog Rigspolitiet endelig fast, at CSC skal levere systemdokumentation. Den kan Rigspolitiet så bruge til at sende kontrakterne i udbud, når de udløber næste gang i 2019.
Atea, 3A-it og bestikkelsessagen
Årets selvmål kan meget vel være Ateas modstand mod udbryderne i 3A-it.
Hvad der ligner et forsøg på at få frataget 3A-it en kontrakt med region Sjælland har ført til en række af anholdelser og sigtelser for bestikkelse.
Det kan du læse mere om her: Analyse: Bestikkelsessagen er et forretningsopgør, der løb af sporet
Indtil videre involverer sagen Atea selv, 3A-it og en række nuværende og tidligere medarbejdere i Region Sjælland og hos Rigspolititet.
I juni blev 13 personer anholdt og sigtet i sagen, der siden med jævne mellemrum har ført til nye sigtelser mod en stadigt voksende række af tidligere it-medarbejdere hos både Atea, 3A-it og region Sjælland.
Hele sagen kvalificerer sig i årets ræs mod bunden med sin evne til med ét slag at skyde hul i både tilliden til det offentlige og hele it-branchens renomme.
Telia og Telenor
Når to virksomheder så store som Telia og Telenor beslutter sig for at slå pjalterne sammen, ved man godt, at der ligger et enormt forberedelsesarbejde bag.
Derfor var det mildt sagt også en overraskelse for mange, at sammenlægningen af de to tele-kæmper den 11. september blev afblæst fra den ene dag til den anden.
Afblæsningen kom ni måneder efter, at sammenlægningen blev annonceret, og de to selskaber allerede forinden havde slået deres mobilnet sammen.
Åbenbart kunne de to selskaber ikke nå til enighed med EU-Kommissionen med konkurrencekommissær Margrethe Vestager (R) i spidsen om acceptable betingelser, som det hed i det tidlige efterår.
Den sag kan du læse mere om her: Efter havareret fusion mellem Telenor og Telia: Alt er (stadig) i spil i dansk telekrig
It-uddannelserne afviser ansøgere
Når Dansk Industri efterlyser 3.000 it-medarbejdere til sine medlemmer, er det som udgangspunkt positivt, at der er efterspørgsel.
Problemet er bare, at mange af stillingerne kunne være besat allerede, hvis bare der blev uddannet flere it-folk.
Men it-studierne afviser kvalificerede studerende i hobetal hvert år, og alene i år faldt optaget på it-uddannelserne med 10 procent.
Computerworld talte efterfølgende med uddannelses- og forskningsminister, Esben Lunde Larsen (V), som har lovet at at komme med et udspil til, hvordan situationen an ændres til det bedre.
Læs mere om sagen her: Danmarks nye videnskabsminister: Vi har et problem med it-uddannelserne
Vi venter stadig, mens ministeriet og en række rektorer ser nærmere på den såkaldte dimensioneringsmodel, der skal fastslå, hvor stort optaget skal være på forskellige uddannelser.
Hvad mener du?
Ovenstående var så bare nogle af vores forslag.
Vi har eksempelvis ikke medtaget diverse sikkerhedsfiaskoer og dankortets gentagende nedbrud.
Du er derfor meget velkommen til at byde ind i den nedenstående debat om, hvilke kandidater vi skal have med i finalefeltet, inden vi kan kåre Årets it-fuser 2015.
Du kan også sende en mail til os via mailadressen redaktionen@cw.dk, hvor du kan nominere en eller flere kandidater.
Du er meget velkommen til at begrunde dit/dine valg.