TOPNYHED:Microsoft klar med ny direktion for den danske forretning: Her er de nye direktører

Artikel top billede

To helt centrale it-begreber er nøglen til din fremtid i it-branchen

ComputerViews: Minimum viable products og continuous delivery er to nøglebegreber i den nye it-verden. Få en introduktion til it-begreberne her og forstå filosofien bag - og hvorfor også du kommer til arbejde på den måde.

ComputerViews: Agil udvikling og Scrum er efterhånden ikke nye fænomener i it-branchen, hvor det i dag er reglen snarere end undtagelsen, at der skal leveres nye versioner og ændringer af systemer og applikationer hurtigt og smidigt.

Man har i årevis talt om den iterative udvikling med løbende leverancer, og på den vis burde der ikke være så meget nyt i to it-begreber, der for tiden anvendes ganske hyppigt hos både it-leverandører og i it-afdelinger: 'Minimum viable product' (MVP) og 'continuous delivery' (CD).

Men man bør give sig tid til at studere de to begreber/koncepter nærmere af flere grunde:

• Hvis man tager udgangspunkt i it-chefens hoved-agenda i disse år - hvor digital innovation er nøgleordet over dem alle - så har vi her at gøre med en central del af opskriften på, hvordan man i praksis kan levere netop det.

Selvom man har skullet mestre agil udvikling i årevis, bliver kravene og forventningerne til udviklingstempoet skruet voldsomt i vejret - det nødvendiggør eksempelvis modeller som MVP og CD. 

• Samtidig ser vi netop minimum viable products og continuous delivery være omdrejningspunktet hos stadig flere softwareleverandører, eksempelvis Microsoft der bevæger sig væk fra store versions-lanceringer og over mod en løbende udvikling af virksomhedens software.

• Bragt ned i en dansk dagligdags-kontekst handler begreber som minimum viable product og continuous delivery om, hvordan man bliver en mere moderne, fremadskuende, smidig og innovativ organisation i en stadig mere digital verden.

Læs også: It-chefens 2015: Derfor skal du droppe kontrol-rollen og finde visionerne frem

Time-to-market er altafgørende

Da Computerworld besøgte TDC's afdeling for udvikling af apps og streaming-løsninger, var netop denne tilgang det mantra, Clara Mai Kunstmann, senior director og chef for TV og OTT i TDC Group, talte varmt for:

"Vi arbejder ekstremt agilt her i alt fra et til tre ugers sprints, og vi laver rigtig mange prototyper. For os er hastighed og time-to-market med fokus på høj kvalitet vores allervigtigste mantra."

"Vi vil hellere fejle hurtigt og så få det rettet, og vi vil hellere træffe nogle valg end ikke at gøre noget," fortæller hun blandt andet i interviewet.

Læs også: Kul under kode-kedlerne: Her udvikler TDC alle dine apps og streaming-løsninger

Netop denne 'fail fast, scale fast'-filosofi hænger nøje sammen med filosofien med minimum viable product og continuous delivery, for hvis man for alvor vil være på forkant med den digitale udvikling, bliver man nødt til at acceptere de risici, der nødvendigvis følger med rollen som digital spidspids.

CIO i DSB, Martin Börjesson, forklarede for nylig i et interview til Computerworld, hvordan han sammen med sin it-organisation forsøger at omfavne og understøtte den digitale innovation.

Han mener blandt andet, at det forudsætter , at man begynder at anskue it-investeringerne på en anderledes måde, end mange virksomheder traditionelt har gjort:

"Det er ikke længere relevant at have et mål med oppetiden. Det er det samme med det der forbandede TCO-begreb (total cost of ownership, red.). Jeg vil ikke have TCO, for det er dødt. Jeg vil have time to value," forklarede han blandt andet.

Læs også: Dansk CIO: Der er alt for meget fokus på oppetider og udgifter

Her er det svage punkt

Det er imidlertid et skift i både mindsettet og udviklingsmetoder/processer, der kan være lettere sagt end gjort for den it-organisation, der skal levere på de flotte visioner for den digitale innovation.

Rådgivingsfirmaet McKinsey mener, at man derfor både skal i gang med at ændre mindsettet og kigge på de digitale prioriteringer og forretningsmodeller.

"Når it-organisationen bliver bedt om at levere nye digitale funktioner i en hurtigere udrulningscyklus, kræver det et nyt niveau af agilitet og koordination, der kan kræve substantielle, organisatoriske ændringer," har McKinsey skrevet i en analyse.

Samtidig har McKinsey i en undersøgelse blandt 363 respondenter fra it-organisationer og en gruppe af virksomhedsledere dokumenteret en central udfordring:

Når it-afdelingen selv bliver bedt om at vurdere, hvor god den er til at introducere nye teknologier hurtigere og mere effektivt end konkurrenterne, siger 19 procent, at it-afdelingen "slet ikke er effektiv", og 24 procent siger "en lille smule effektiv."

Det er kun fire procent af respondenterne fra it-afdelingen, der mener, at afdelingen er "fuldstændig effektiv", mens yderligere 14 procent svarer "meget effektiv."

Læs også: Går du glip af store gevinster: It-chefen kan ikke finde ud af at få indflydelse

Det bringer os tilbage til behovet for at introducere nye begreber, koncepter og metoder i udviklingsarbejdet - og det er her, at MVP og CD kommer ind i billedet.

Definition af de to begreber

Men lad os først se på, hvad der egentlig ligger i de to begreber, der på vanlig it-maner naturligvis er på engelsk.

Minimum viable products: Kort fortalt handler minimum viable products om, at man leverer løsninger, der kun indeholder de vigtigste og mest centrale funktioner, men altså ikke færdigudviklet software.

En af fordelene ved disse "kun lige levedygtige produkter" er, at man hurtigere kan udrulle løsningen til early adopters, der så kan give feedback, så man efterfølgende kan forbedre og udvide løsningen. Dermed kan man også minimere risikoen for at udvikle software, der ikke matcher de behov og ønsker, som brugerne og kunderne har.

Continuous delivery: For at minimum viable product-fremgangsmåden kan fungere i praksis bliver man nødt til at tune både udviklingsorganisationen og brugerne ind på en hverdag med konstante opdateringer og nye versioner af softwaren.

Her taler vi ikke blot om månedlige opdateringer, men snarere ugentlige eller måske sågar daglige. Det handler i høje grad om at optimere de processer, man har for udviklingen og om at automatisere så meget så muligt af arbejdet.

For den almindelige bruger kan dette eksemplificeres med en cloud-løsning, hvor nye funktioner konstant dukker op, ligesom også beta-produkter efterhånden er noget, de fleste brugere kender til.

Sådan ser det ud på dansk

For mange it-organisationer er minimum viable products og continuous delivery en naturligvis forlængelse af det agile udviklingssetup, man formentlig allerede har haft i en del år.

Men det er mere end det: For der er reelt tale om, at man som en helt almindelig dansk it-organisation skal forsøge at matche det, de store internationale it-giganter leverer til brugerne: it-løsninger, der konstant udvikles, udrulles og forbedres.

Herhjemme er Saxo Bank en af de virksomheder, der er længst fremme med at tænke i minimum viable products og continuous delivery.

Mikael Munck, der står i spidsen for afdelingen Technology and Operations - og tidligere er kåret til årets CIO - har forklaret, hvordan Saxo Banks udviklingsmodel bygger på et agilt mindset og et ønske om hurtigere ‘time to market'.

"I løbet af 2014 har vi omstillet hele vores udvikling til, at der ikke er nogen leverancer, der kører over længere tid end tre måneder. Efter tre måneder skal du levere et minimum viable product. Det betyder, at vi efter tre måneder kan trække stikket, hvis det ikke giver det feedback, vi gerne ville have."

"Selvfølgelig er der projekter, der tager længere tid end tre måneder, men man leverer hele tiden noget, som kan tages i brug i en eller anden form. Mentalt betyder det meget for os i Technology og Operations, og det betyder også meget for vores forretning," har han fortalt.

Derfor skal du lære at elske MVP og CD

Det bringer os tilbage til den digitale innovation, der står så højt på agendaen i mange it-organisationer og teknologivirksomheder i netop disse år, hvor krisen er lagt bag os, og fokus nu er rettet skarpt på at spotte og udnytte de nye digitale forretningsmuligheder.

Her lyder Gartner anbefaling blandt andet, at du skal sikre, at digitaliseringen kommer i første række.

Det indebærer eksempelvis, at du forholder dig til nye teknologier, der vinder mere og mere indpas.

Og endnu vigtigere: Du skal gå fra kontrol til visioner. Det gamle kontrol-mantra skal erstattes af et visions-mantra, der tager udgangspunkt i, hvordan man får drevet virksomheden frem inden for den digitale agenda.

Spørgsmålet er, om det overhovedet lader sig gøre, hvis man ikke i en eller anden grad tænker i retning af minimum viable products og continuous delivery?