Svar udbedes, Peter Christensen

Han forsøger at tale græsk og at samle open source-bevægelsen til at kunne løfte store IT-udbud. Han har ingen helte og ingen formel uddannelse, men har bestridt flere poster i den danske IT-branche end de fleste. Mød tidligere PROSA-formand og administrerende direktør i Catpipe, Peter Christensen, der her svarer på spørgsmål fra Computerworld Onlines rodekasse.

Hvad har du brugt mest tid på at tænke over det seneste døgn?

Vi er ved at lave sådan en open source-leverandørforening og det bruger jeg meget tid på. Det er et stort arbejde at få det organiseret. Typisk er medlemmerne meget små virksomheder, og det er noget, der ligger meget ved siden af deres normale arbejde at begynde at snakke sammen på tværs.

Behovet for foreningen ligger i, at man i dag har nogle store mastodonter, der baserer sig på Microsoft, og det betyder, at vi er nødt til at kunne tage eksempelvis offentlige udbud og vise, at vi kan tage større opgaver, end vi gør i dag, hvis vi skal gå ind og være en reel spiller på det her marked. Det er vi tvunget til at stå sammen om.

Hvad laver du når du ikke arbejder?

Jeg har været privilegeret med at kunne integrere arbejde og hobby, og det betyder, at jeg nogen gange har svært ved at se grænsen i, hvad der er hvad. Det er både fordi jeg udfører politisk arbejde, og fordi jeg generelt er meget interesseret i mit fag.

Men jeg er ved at bygge et lille hus i Grækenland og går til græsk i øjeblikket. Det er meningen, at jeg skal kunne bo dernede et par måneder om året og arbejde derfra.

At læse græsk er en ny kulturoplevelse. Jeg har gået til græsk i et år, men jeg kan overhovedet ikke noget endnu. Men man kan reflektere meget over sit eget sprog, for der er meget græsk indflydelse i dansk.Peter Jakob Christensen.

  • 48 år.
  • Gift. Ingen børn.
  • Studentereksamen 1973. "Jeg har studeret alt muligt, men har aldrig gjort noget af det færdigt. Jeg fik et sommerferiejob (på Regnecentralen i 1976 under sit datalogistudium, red.) og er blevet der lige siden, kan man sige", siger han.
  • Har blandt andet arbejdet for Regnecentralen, Falck, Kommunernes Pensionsforsikring, Alka og Hafnia 1983-1990.
  • DanNet 1990.
  • CMA Responsor (senere IBM) 1992.
  • Formand for IT-forbundet Prosa 1996.
  • Freelancer 2000.
  • Administrerende direktør i open source-selskabet Catpipe 2001

    Hvem er din største helt?

    Jeg har sgu ikke nogen helte. Jeg har det faktisk meget dårligt med hele begrebet "helt". Når man kommer tæt på en helt, så er det ikke altid nødvendigvis det bedste, man kan se. Typisk ikke komplette mennesker, der har nedprioriteret andre sider af deres liv.

    De helte, jeg er kommet tæt på, er ikke nødvendigvis socialt set så sjove. Måske er det min kone, som tager sig af mig.

    Hvad er danskernes værste egenskab?

    Jeg er jo IT-mand, og jeg synes, at det er et problem, at vi ikke erkender, at vi faktisk kan noget på verdensplan, selv om dansk IT har været med på verdensplan siden 1960'erne og 1970'erne.

    At være ydmyg betyder ikke, at man skal være selvudslettende.

    Vi er dårlige til at sælge os selv, og jeg synes, at virksomhederne i deres måde at aftage på har for nemt ved at sige "vi vil kun snakke med de store virksomheder" fordi de ikke tror på, at dansk IT kan noget.

    Hvad er danskernes bedste egenskab?

    Det er, at vi har en generel baggrund uddannelsesmæssigt, der gør os i stand til at udføre store, kreative og velgennemtænkte løsninger, som er til fælles bedste. Jeg har været med i EU-projekter og har set, at mange andre lande - måske mest syd for alperne - som i høj grad kun tænker på deres egen mave eller egen pengepung, når de går ind i den slags ting.

    De tænker ikke på, at det skal kunne bestå i mange år, men kun på hvad der ryger ned i lommen. Der tror jeg, at danskere har andre værdier og tænkemåder.

    Hvad betyder penge for dig?

    Ikke så meget. Jeg sætter mit livsindhold højere. Jeg har skiftet job hver tredje år, og der har jeg ikke tænkt specielt over, hvad økonomien har været. Selvfølgelig betyder det ikke, at man skal gå som en kunstner og sulte, fordi man gerne vil lave noget spændende, for man kan sagtens få en god løn for spændende arbejde.

    Men man skal ikke vælge efter, hvad der står på lønsedlen, og det gør jeg ikke. Vores skattesystem hjælper jo også til at understrege, at det ikke betyder så meget, hvad vi tjener.

    Hvad er den største opfindelse, der er gjort i din tid?

    Der er er mange. I princippet hænger de jo alle sammen sammen med menneskets første opfindelse, som er den skabende begavelse. Alt udspringer fra det.

    På hele IT-området har hele overgangen fra mainframe, som jeg jo er født med, og over til det, der hedder personlige computere eller mini-computere, været altafgørende for, at man fik distribueret hele datakraften.

    Fem webadresser fra 'Foretrukne'-listen på Peter Christensens computer:
  • www.google.com
  • www.theregister.co.uk
  • www.computerworld.dk
  • www.ing.dk
  • www.politiken.dk
  • Hvad synes du om udtrykket "din egen lykkes smed"?

    Det er et meget slidt udtryk, og jeg synes, at det er blevet misbrugt af nogle økonomiske liberalister. I min forståelse handler det ikke om økonomi, men om at kunne vælge, hvad man skal fylde sit liv med blandt forskellige muligheder.

    Og det er netop dér - i det udfaldsrum af muligheder - at de der økonomer går galt i byen. For udfaldsrummet er socialt bestemt, og man skal ikke tro, at man bare kan vælge hvad som helst. Det er begrænset af, hvor du står i dit liv, og hvilke sociale muligheder du har.

    Men omvendt fratager det ikke enhver fra at tage ansvar for sit liv og få det bedste ud af det.

    Hvad er det vigtigste i dit liv lige nu?

    Arbejdsmæssigt er det at Catpipe har købt aktiemajoriteten i Xenux, og det betyder, at jeg skal få Xenux og Catpipe til at være stabile økonomiske enheder. Og så er det mit hus i Grækenland. Ingen tvivl om det. Det skal helst være færdig til foråret. Jeg risikerer, at jeg selv må ned og lægge nogle sten på, for det kan godt være svært at styre det med håndværkerne herfra.

    Hvilken bog ligger på dit natbord?

    Faktisk har jeg et fælles projekt med min kone lige nu. Næste år er den 16. juni Bloomsdays 100 års dag (Bloomsday referer til Leopold Bloom, hovedpersonen i James Joyce-romanen Ulysses, som udspiller sig på en enkelt dag i Dublin 1904, red.)

    Vi skal læse hele den nye danske udgave i Boisens oversættelse af Ulysses, og det er første gang jeg læser den på dansk. Og så læser vi også Ove Steen Dues nyoversættelse af Odysseen parallelt. Det er jo den samme historie - bare med forskellige tids-enheder.

    Det går langsomt, for at sige det som det er. Bøgerne er begge over seks centimeter tykke, og man skal virkelig have overskud. Det er jo også, fordi vi har det her projekt i Grækenland - og så vil vi til Dublin til Bloomsday næste år.




  • Brancheguiden
    Brancheguide logo
    Opdateres dagligt:
    Den største og
    mest komplette
    oversigt
    over danske
    it-virksomheder
    Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
    Ed A/S
    Salg af hard- og software.

    Nøgletal og mere info om virksomheden
    Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

    Kommende events
    Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

    Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

    20. august 2024 | Læs mere


    Det Digitale Produktpas

    Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

    21. august 2024 | Læs mere


    Cyber Security Summit 2024

    På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

    27. august 2024 | Læs mere