Jubiis afgående stiftere, administrerende direktør Henrik Sørensen og marketingdirektør Martin Thorborg, har nu sat navn på efterfølgeren, som skal lede den danske portal videre, når de to overgår til egen iværksættervirksomhed.
Det bliver den 36-årige Peter Lundsgaard, som har arbejdet næsten 10 år for elektronikproducenten Panasonic, senest som marketingdirektør med arbejdsplads i Tyskland.
Makkerparret Henrik Sørensen og Martin Thorborg har personligt søgt efter afløseren og begrunder valget af Peter Lundsgaard med, at han har ønsket om at bevare Jubiis kultur, samtidig med at han har indsigt i tysk ledelseskultur - hvilket er en fordel i samarbejdet med Jubiis tyske ejer, Lycos Europe.
Selv erklærer Peter Lundsgaard sig parat til at tackle den danske dotcom-virksomhed, som har været kendt for sin afslappede virksomhedskultur, men som også i høj grad er blevet tegnet af de stiftere, som nu er på vej ud.
-Jubiis fandenivoldske traditioner passer mig fint, siger Peter Lundsgaard.
Peter Lundsgaard kender Jubii via strategiske samarbejder, som Panasonic har indgået med internetportalen.
Han erklærer, at hans mål er at undgå stilstand i Jubii, som efterhånden har udviklingsopgaver for den tyske moderorganisation som sin væsentligste indtægtskilde.
- Foruden arbejdet med at udbygge Jubiis nuværende strategiske platform ser jeg det som min fornemste opgave at opdyrke nye markeder, siger Peter Lundsgaard.
Han overtager officielt roret i Jubii 1. oktober efter Henrik Sørensen. Martin Thorborgs opgaver som marketingdirektør vil blive fordelt mellem andre ledende medarbejdere i virksomheden.