Pengene fosser ud af tidligere succes-fabrik

Nedturen er i den grad nået til den fiberoptiske fabrik i Brøndby, som i 1999 blev kåret til landets dygtigste IT-virksomhed. For halvandet år siden solgte amerikanske Lucent fabrikken til et japansk selskab, og siden er fabrikken gået fra et milliardoverskud til et tab på 105 millioner kroner. Japanerne hænger desuden på et uopsigeligt lejemål, og ejendomsselskabet har startet en voldgiftssag.

Et tab på 105 millioner kroner, dystre fremtidsudsigter og en truende voldgiftssag.

Det er realiteten for det, der for få år siden kendetegnede en stor dansk satsning på fiberoptik fra amerikanske Lucent Technologies, som Computerworld kårede til Danmarks dygtigste IT-virksomhed i 1999.

I 2000 blev indvielsesbåndet til Lucents nye fiberoptik-fabrik i Brøndby klippet over.

Fabrikken kostede omkring 150 millioner kroner, og Lucent lovede på det tidspunkt at spendere omkring en milliard kroner i fabrikken.

De første resultater så da også imponerende ud. Lucents regnskab for de første 14 måneder i Danmark viste et overskud på 1,4 milliarder kroner.

Perfekt timet salg

I november 2001 solgte Lucent-koncernen imidlertid alle sine fiberoptiske aktiviteter, herunder den danske fabrik, til japanske Furukawa Electric Co. Prisen for forretningsområdet var over 23 milliarder kroner. 700 af de i alt 6.000 medarbejdere på verdensplan var ansat i Brøndby.

OFS Fitel Danmark A/S Årsregnskab
Millioner kroner20022001
Omsætning734,22.877,4
Resultat af primær drift (EBIT)-125,81.680,6
Resultat før skat -99,6-1.723
Resultat-69,81.206,8
Egenkapital904,41.001
Antal ansatte570629
Lucent valgte tilsyneladende det helt rigtige tidspunkt at sælge på. Markedet begyndte snart at gå den forkerte vej. Efterspørgslen på fiberoptik fra de hårdt pressede teleselskaber styrtdykkede.

Sidste år var der i gennemsnit 570 ansatte ansat på fabrikken i Brøndby, som nu drives under navnet OFS Fitel Denmark. Efter en fyringsrunde i november har der dog været under 300 ansatte.

OFS Fitel Denmark har netop aflagt det andet årsregnskab for fabrikken, og det viser et svidende underskud på 104 millioner kroner for 18 måneder.

Hænger på lejemål og byggeaftale

Desuden gør ledelsen i regnskabet opmærksom på, at OFS Fitel er forpligtet via en uopsigelig lejekontrakt til at betale 189 millioner kroner over de næste 15 år til ejendomsselskabet Priorparken for lejemålet i Brøndby.

Men OFS Fitel hænger ikke blot på Lucents lejemål, som i mellemtiden er blevet solgt af Priorparken til to K/S-selskaber.

Kort efter indvielsen af fabrikken indgik Lucent en hensigtserklæring med Priorparken om at rive en bygning ned, bygge en ny og flytte ind i den. I mellemtiden flyttede Lucent ind i den eksisterende bygning.

I sommeren 2001 blev byggeplanerne dog udskudt, og selskabet blev som nævnt solgt senere samme år. Og et år efter salget, i november 2002, meddelte OFS Fitel, at man ønskede at opsige hensigtserklæringen om byggeriet.

Katastrofeøkonomi i Lucent

Den anmodning afslog Priorparken og indledte herefter en voldgiftssag mod OFS Fitel. Teknisk direktør i Priorparken, Peder Niclasson, forklarer, at man måske vil indgå forlig med OFS Fitel inden årets udgang, men han vil ikke oplyse det økonomiske omfang af aftalen.

- Der er uenighed om, hvordan hensigtserklæringen skal tolkes, siger han blot.

Peder Niclasson vurderer, at der nu er omkring 150 ansatte tilbage i fabrikken i Brøndby.

Amerikanske Lucent Technologies reddede dog ikke sin egen økonomi trods det fremsynede salg af aktiviteterne inden for fiberoptik.

Der har været underskud i de seneste 12 kvartaler. Alene andet kvartal sidste år gav et underskud på 58 milliarder kroner, altså i omegnen af prisen for to Storebæltsbroer, og ved den seneste kvartalsrapport måtte Lucent endnu engang udskyde udsigten til profit.

Det er ikke lykkedes at få en kommentar fra direktør i OFS Fitel Danmark, Gudmund Knudsen.

Tallene i regnskabsboksen ovenfor er korrigeret til at afspejle et årsgennemsnit, idet OFS Fitel Danmark A/S har aflagt regnskaber for perioder på henholdsvis 18 måneder for 2001/02 og 14 måneder for 2000/01.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Advania Danmark A/S
Hardware, licenser, konsulentydelser

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere