Børsanalytikere i en række store amerikanske investeringsbanker kan ånde lettet op.
En føderaldomstol har underkendt to massesøgsmål fra vrede investorer, som giver analytikerne skylden for deres store tab på teknologimarkedet under dotcom-boblen. Det skriver The Wall Street Journals onlineudgave.
Den 96-årige dommer Milton Pollack smed begge sagsanlæg ud og gav i sin begrundelse en syngende ørefigen til investorerne, som han anser for grådige spekulanter, der nu forsøger at bruge børsloven som en forsikringspolice mod deres egen dårlige dømmekraft.
- De ønsker at få retten til at konkludere, at den amerikanske børslov er skrevet for at forsikre og understøtte deres spekulationer i spillet på det løbske casinohjul, der lokkede tusinder med hede fantasier om olympisk rigdom, lyder dommerens sydende kommentar ifølge netavisen.
I den seneste sag var det investorerne i internet-reklamenetværket 24/7 Real Media, hvis danske datterselskab gik i konkurs i september 2001, der havde anlagt sag. 24/7 Media blev varmt anbefalet af en række analytikere og nåede på sit højdepunkt op i en kurs på omkring 385 kroner. Aktien ligger nu under syv kroner.
Med dommen er der ringe udsigter til, at op mod 25 lignende sagsanlæg får yderligere konsekvenser for investeringsbanker som Merrill Lynch, Credit Suisse First Boston, Goldman Sachs og Morgan Stanley.