It-bedrageren Stein Bagger, der hidtil har afsonet sin dom på syv års fængsel i det åbne Horserød Statsfængsel, har flere gange snydt fængslet i forbindelse med udgang. Derfor skal han nu flyttes til et lukket fængsel. Det skriver BT.dk.
»Jeg kan bekræfte, at Stein Bagger har siddet hos os, men nu vil blive overført til et lukket fængsel, fordi han ikke har kunnet administrere den frihed, der ligger i at afsone i et åbent fængsel,« siger fængselsinspektør Lene Møller-Nielsen fra Horserød Statsfængsel til BT.dk.
Fængselsinspektøren oplyser til BT.dk, at mellem 80 og 100 af de ca 1000 indsatte, der hvert år afsoner i Horserød Statsfængsel ikke kan administrere at følge reglerne i det åbne fængsel og derfor må overflyttes til et lukket fængsel.
Ifølge BT.dk har Stein Bagger øjensynligt snydt både fængslet og andre i forbindelse med udgang fra fængslet.
Stein Bagger vil blive overført til et lukket fængsel i næste uge.