Artikel top billede

Sms-betaling kan gøre DSB-kort overflødigt

Danskerne er vilde med sms-betalinger, men det kommende rejsekort har stadig sin berettigelse, mener DSB.

Det er nu muligt at købe billet og klippekort til tog og bus via sms. Snart kan man også købe sms-baserede månedskort hos DSB.

Årets forsøg med sms-betalinger har altså været en tydelig succes med over 14.000 købte sms-billetter om dagen.

Sideløbende er det nationale rejsekort ved at blive udrullet. Efter forsinkelser kan de fleste danskere regne med at tage rejsekortet i brug i 2012. Men hvorfor skal vi vente på en forsinket millionløsning, der baserer sig på nyt hardware, når danskerne tilsyneladende kan håndtere betaling med den mobil de har i lommen allerede i dag?
Det spørgsmål ville ComON gerne stille det fællesejede konsortium Rejsekort A/S, men ingen i firmaet ønsker at forholde sig til de nuværende sms-muligheder og testforløb hos DSB. Firmaets ledelse henviser til DSB, der er en af medejerne af Rejsekort A/S.

Ingen konflikt
Hos DSB mener man at de to betalingssystemer hverken overflødiggør eller konflikter med hinanden.

”Vi mener, at det er to teknologier, der hænger sammen. I denne overgangsperiode bygger sms-tjenesterne op til rejsekortet, og til sin tid vil de produkter, som ikke fungerer, blive udfaset, og de produkter som stadig efterspørges af kunderne til den tid, vil blive fusioneret med rejsekortet,” siger Niklas Marschall, der er salgsdirektør i DSB S-tog.

”Der er ikke nogen konflikt mellem rejsekortet og vores sms-løsninger. Sms-betalingen er en naturlig del af vores produktudviklingsforløb. Når produktet ikke længere tjener et formål så bliver det udfaset. Det er måske noget, som DSB ikke har været så gode til gennem tiden, altså fravælge de løsninger, som ikke længere holder og tilbyde nogle nye, men det er noget, som jeg vil sætte fokus på”.

Men ville det ikke være smart at bevare sms-muligheden selv i en tidsalder med rejsekortet? Der kan jo opstå tekniske problemer, og så er det farligt at være låst af en platform.

”Løsningerne kommer til at hænge sammen. Jeg tror helt sikkert også at sms-billetten kommer til at bestå. Men den vil ændre sig i takt med udviklingen,” siger Niklas Marschall.

To forskellige teknologier
Hos konsulentfirmaet KeyResearch er man enig i, at sms-billetter og rejsekortet kan komplementere hinanden.

”Sms-billetter kan du købe ”på farten” via din mobiltelefon og alle mobiltelefoner understøtter sms. Med tiden vil der naturligvis komme bedre applikationer til mobiltelefonen, der gør dette mere brugervenligt. Dette hænger sammen med udbredelsen af smartphones fra Nokia, Apple, Android og så videre,” siger management konsulent Finn Normann Pedersen, der har specialiseret sig i betalingsteknologier.

”Rejsekortet skal du ”fylde op” hjemmefra via internet eller terminaler på stationer – eller købe månedskort. Det har indbygget RFID som nemt kan kontrolleres når du checker ind og ud i bussen, tog eller metro. Kontrollen er vigtig her for at beregne pris, rabat og forebygge snyd. For en kontrollør er det lidt mere besværligt at kontrollere en sms,” siger Finn Normann Pedersen.

Ifølge konsulenten har sms-billetter også den ulempe, at kunderne kommer til at betale ekstra beløb til deres teleselskab for at købe en sms-billet. Disse gebyrer kan dog tænkes at falde, når teleselskaberne næste år får konkurrence fra PBS, der er på vej med en mobil betalingsløsning.
De nye sms-månedskort fra DSB, som ComON omtalte i denne uge, vil dog ikke påføre kunderne ekstrabetalingerne, fordi de ikke skal aktivere deres klip per sms. DSB sender fremsender automatisk en gyldig billet.

Rejsekortet kan i øjeblikket bruges på flere strækninger på Sjælland men bliver først landsdækkende i 2012. Trods den forsinkede debut, så bliver Rejsekort A/S ikke lanceret med gammel teknologi, mener Finn Normann Pedersen. Han peger på, at betalingskortet, som Rejsekort A/S benytter, er baseret på MiFare Classic, der er en ISO standard. Når NFC (trådløs betaling) bliver standard i mobiltelefoner, kan RFID-teknologien derfor leve videre på fremtidens telefoner.

Rejsekortet har været mange år undervejs. De samlede udgifter beløber sig ifølge Rejsekort A/S til en halv milliard kroner i softwareudvikling. Opstillingen af hardware på stationer kommer til at koste 750 millioner kroner.




IT-JOB
Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Ed A/S
Salg af hard- og software.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere