Hver eneste søgning, vi foretager på nettet, bliver gemt i gigantiske serverparker, der indeholder minutiøse detaljer om vores liv. Men et EU-krav, betyder at oplysninger om europæiske borgere kun må gemmes i seks måneder. Det ignorerer Google, Yahoo og Microsoft, der gemmer alle søgningerne i ni, 13 og hele 18 måneder.
»I øjeblikket nægter Google at underligge sig den europæiske lovgivning,« siger Alex Türk, der er leder af den komitee under EU-Komissionen, der skal sikre borgernes privatliv.
»På trods af en smule fremgang i forhandlingerne, så er der lang vej igen, før netbrugeres ret til privatliv er sikret,« siger han ifølge avisen International Herald Tribune.
I USA er der ingen begrænsninger på, hvor længe søgefirmaer kan gemme oplysninger om vores søgninger. Derfor skal amerikanske firmaer som Google, Yahoo og Microsoft alene underligge sig lovene i EU.
Fornylig indvilgede Google i at halvere tiden, firmaet gemmer oplysningerne, fra 18 til ni måneder. Men det er stadig tre måneder for længe i forhold til de seks måneder som internt i EU allerede bliver beskriver som et "meget generøst kompromis".
Hvis Google, der står for langt de fleste søgninger, ikke underligger sig lovgivningen, vil det føre til retsforfølgelse. Ud over at det er ulovligt at gemme oplysningerne i over seks måneder, så er det også konkurrenceforvridende i forhold til europæiske firmaer, der overholder lovene.
Lige nu tyder intet på, at firmaerne vil overholde reglerne frivilligt. Men en høring i EU-regi i december skal afklare om, det er muligt at finde en løsning udenom retssystemet.
EU-kommisær for telekommunikation Viviane Reding opfordrer firmaerne til at overholde reglerne.
»Vi forsøger at løse det i al mindelighed,« siger hun.
»Men EU-reglerne gælder for alle. Det er klart, at EU's love skal overholdes«.
I marts i år foretog 221 millioner europæere mere end 24 milliarder søgninger.
Det danske datatilsyn sidder med i Artikel 29-udvalget, der er den komite, der skal sikre borgernes privatliv. Datatilsynet har "ingen kommentarer" til den verserende sag.