Den amerikanske avis Wall Street Journal skriver, at avisen har oplysninger, der dokumenterer, at den seneste tids rygter om fyringer hos IBM har hold i virkeligheden. Til gengæld lader det til, at de næsten 3.000 fyringer kun rammer sælgere og udviklere i koncernens amerikanske afdelinger.
I sit seneste regnskab opnåede IBM nye rekorder for omsætning og overskud, men i årets sidste kvartal oplevede koncerne stagnation i omsætningen.
I går mandag afviste IBM i Danmark at kommentere fyringsrygterne. Pressechef Carsten Grønning bekræfter dog, at »enkelte job« hos IBM i USA vil blive nedlagt.
»Det er udelukkende et anliggende for IBM North America. Det forventes, at nogle af disse medarbejdere vil finde andre jobs i IBM North America-organisationen, og IBM North America hjælper dem naturligvis i den proces, siger den danske pressechef til CRN.