EU har en plan om at hjælpe Rusland. Russerne tjener gode penge på blandt andet olie og gas, men det er ikke nok. Akkurat som Europa og resten af verden drømmer den store nation om at blive et højteknologisk samfund.
Nu skal Europa hjælpe Rusland med teknologien.
Det bliver der i hvert fald lagt op til i et dokument, som EU-mediet EUobserver.com har fået fingrene i. EU og Rusland vil anigveligt sidst i maj på et topmøde annoncere et "Partnerskab for modernisering".
Russiske diplomater har understreget, at det ikke skal være en partnerskab, hvor EU er chef, men ifølge en anonym EU-diplomat, som EUobserver.com har talt med, handler det dog om, at europæiske firmaer skal dele teknologi med Rusland for at modernisere landet.
"Lad os være ærlige. Det er i sidste ende en envejs-deling. Det er selvfølgelig dem, der vil være modtagerne. Vi er ikke naive. Men det er i vores interesse, at Rusland moderniseres," siger EU-diplomaten.
"Vi kan heller ikke sige, at alle EU-lande er moderniserede. Jeg ved ikke, hvor meget vi kan lære af Rusland. Vi har ikke alle svarene," tilføjer kilden.
Supercomputere på liste
Dokumentet, der er fra sidste år, indeholder en ønskeliste for "fyrtårnsprojekter", der skal overføre teknologi fra europæiske til russiske firmaer.
Listen indeholder bio-teknologi, rumfartsteknologi, nanoteknologi, telekommunikation, mikroelektronik, supercomputere og flyudvikling. En del handler også om energi: Energieffektivitet, nukleær teknologi, udvinding af mineraler, alternativ brændstof og olie- og gasbearbejdelse.
Spørgsmålet er så, om Rusland vil hive de europæiske firmaer ind, tage deres teknologi, og så smide dem på porten igen, som det er set i Kina. Det siger tidligere amerikansk ambassadør i Estland, Keith Smith, der i dag er analytiker hos Centre for Strategic and International Studies i Washington.