»Mailserverne skal ud af virksomhederne og opdateres centralt, så er vi af med en væsentlig sikkerhedsrisiko,« siger Kenneth Madsen fra ScanNet.
»Uopdaterede mailservere og Exchange-servere er i dag årsagen til, at vira spredes med lynets hast. Det koster faktisk de samme ressourcer at sikre et system med 10 brugere som at sikre et system med 50.000 brugere. Derfor er dette yderst interessant,« føjer han til.
»En vision kunne være at 10 udbydere hostede al mail i Danmark. Hvis alle 10 holder deres mailsystem opdateret med de nyeste virusfiltre, patches og så videre, ville man stoppe problemerne med vira med et slag. Det vi kommer med kunne være starten til dette,« siger Kenneth Madsen.
Med den nye løsning sikrer virksomhederne sig en væsentlig besparelse, mener ScanNet. En virksomhed med 10 kontorbrugere, der kører en normal MS Exchange-løsning, bruger cirka 70.000 kroner i opstartsomkostninger og cirka 20.000 kroner om året til licenser og vedligehold. Med den hostede løsning kan den samme virksomhed køre det hele for 890 kroner om måneden uden opstartsomkostninger, lyder argumentet.