Hos islandske Kerfi, der længe har været inde i billedet som mulig køber af Netkoncept, er meldingen klar:
»Vi har ikke længere nogen interesse i at indgå i noget omkring Netkoncept,« siger Kerfis direktør Carsten Egeberg.
Lidt mindre afvisende er man hos den anden af de hidtidige bejlere, Comwir:
»Vi trak følehornene til os på et tidspunkt i processen, da vi fandt ud af, at selskabet var omtrent 600 procent mindre værd, end vi havde fået fortalt. Men det kunne da godt tænkes, at vi ville være interesseret igen, hvis den igangværende salgsproces går i vasken,« lyder det fra Jakob Thye.
Netkoncept har ifølge finansmanden Asger Jensby en aktuel gæld på over 100 millioner kroner. En Hafnia-model, hvor gælden parkeres i konkursboet og aktiviteterne videreføres i et nyt selskab, er dog ikke i længden en brugbar løsning, mener Thye:
»Jo, modellen virker selvfølgelig på kort sigt. Men der er også noget, der hedder etik og moral. Og jeg ville ikke bryde mig om at gå rundt med et stempel på ryggen efter at have parkeret en stor gæld hos kreditorerne. Jeg kan godt forstå at distributørerne bliver godt gale i skralden over den situation,« siger Jakob Thye.