På Consumer Electronics Show (CES) i Las Vegas har Kodak præsenteret et nyt digitalt kamera, som indeholder et trådløst netværkskort. Dermed behøver man ikke længere en computer for at sende og behandle billederne; kameraet skal blot kobles til det trådløse netværk i hjemmet eller et offentligt hot-spot, hvorefter man kan udveksle billeder online og sende sine billeder som e-mail, skriver Ingeniøren|net.
Det trådløse netværkskort i Kodak EasyShare-One kameraet kan også bruges sammen med Kodaks EasyShare Printer Dock Plus, som blandt andet giver mulighed for at overføre billederne trådløst til computere i hjemmet eller udskrive billederne direkte uden at sende dem forbi en computer først.
Kameraet har en berøringsfølsom skærm på tre tommer, 256 MB hukommelse og 4-megapixel-opløsning. Prisen i USA bliver 599 dollar eller 3.400 kroner. I USA skal kameraet sælges sammen med et abonnement til T-Mobiles hotspot-netværk.
Kodak har også introduceret et mobilt digitalt fotoalbum i lommestørrelse, Kodak EasyShare Picture Viewer, som har plads til omkring 150 billeder.