Den færdige version af Googles browser Chrome 2 er nu klar til download. Ifølge Google kan den nye version af V8-motoren afvikle tunge JavaScript-sider op til 30 procent hurtigere end forgængeren. Chrome er allerede en af de hurtigste browsere når det gælder JavaScript-afvikling - og V8 er udviklet af Googles danske udviklerhold i Århus.
Foruden den nye JavaScript-motor er der flere mindre ændringer i Chrome 2, herunder en funktion som sørger for automatisk udfyldning af formularer, en mulighed for at fjerne bestemte websteder fra liste over de mest besøgte sider, og en fuldskærms-modus.
Google fortæller desuden at man har rettet omkring 300 fejl i programmet. Den nye version kan downloades fra denne side og den bliver også distribueret direkte gennem Update-funktionen i browseren.