At flyve en kamera-drone er lidt som den velkendte øvelse med at klappe sig på hovedet, mens man stryger sig omkring maven.
Ikke helt nemt.
Der skal multitaskes, når både dronen skal opereres, og kameraet skal styres på en og samme tid.
Når disse samtidig udfordres af vinde, huse, grene, højspændingsledninger eller andet løsøre, der kan true ikke bare optagelserne, men selve dronens overlevelse, skal vordende drone-entusiaster holde tungen lige i munden.
Det synes drone-giganten, kinesiske DJI, at være udmærket klar over, hvorfor de med den spritnye DJI Neo forsøger at forenkle betjeningen maksimalt. Og det til en pris, hvor et crash ikke giver dybe lommesmerter.
En flyvende start
Med DJI Neo er mange funktioner blevet barberet væk, mens der samtidig er hældt mange lovende features ned i den mikroskopiske drone på bare 135 gram.
Det er ellers ikke fordi, at selskabets serie af mini-droner var synderligt besværlige at håndtere. De vejede under 250 gram og fjernede dermed de lovgivningsmæssige krav om et dronetegn.
En lille budget-drone såsom selskabets Mini 2 SE skal dog klappes op, parres op med en selvstændig controller, som i sig selv skal sluttes til ens mobiltelefon, hvorefter der skal findes en plan overflade, der kan lettes fra og landes på.
Med DJI Neo kan du blotte åbne DJI-appen, tænde for Neo’en og ellers lade den lette fra din hånd.
Hvad der tager et godt minut med en mini, klares på få sekunder – og man går derfor ikke glip af øjeblikket, som man vil forevige. Landingen er lige så ubesværet. Dronen genkender din udstrakte hånd og lander på den.
Når optagelserne skal videre til redigering, skal du ikke rodde med hukommelseskort. Her er 22 gigabyte ombordværende lager, nok til cirka 40 minutters 4K-optagelser ved de maksimale 75 mbit/sekund.
Enkelheden selv
Selv flyvningen er også noget, som du nærmest ikke skal bekymre dig om.
I stedet for at skulle mestre den dans, som det er at styre både dronens og kameraets bevægelser omkring motivet, gør Neo stort set alt arbejdet for dig ud fra nogle præ-definerede opskrifter.
Du kan få den til at følge dig (Follow), flyve foran en (Dronie) kredse omkring dig (Circle), zoome ud over en (Rocket), stå stille og fiksere på dig (Spotlight).
Disse kan konfigureres med varierende afstande og højde for dronen.
Fælles for dem er, at du som dronefører nærmest ikke skal bekymre dig om at være kamera-operatør.
Lidt ombordværende AI sørger for at genkende dig (eller visse objekter og bygninger) og følge der ellers efter de foruddefinerede forskrifter.
Det fungerer godt. Dronen forstår at genkende, følge en eller cirkle omkring en med en vis pålidelighed.
Den slags funktioner fås ellers kun i DJI’s langt dyrere droner som Mini Pro 3 og Pro 4 – men Neo’en adskiller sig ved at være yderst begrænset hvad angår sensorer, til at undgå kollisioner.
Her satser Neo’en på i stedet at kunne klare knubs i stedet for at undgå dem. Af samme grund er dronens mere sarte dele såsom propeller og kamera grundigt beskyttet.
Sammen med den hyper-lave vægt giver det to klare fordele: Dronen kan for det meste tåle at støde ind ting og sager, mens den samtidig ikke volder skade på det, den render ind i.
Modsat større droner er jeg derfor ikke bange for at slippe Neo løs indendørs, om end den ikke må komme for tæt på mennesker.
Det erfarede en af mine konkollegaer fra et andet medie, da en Neo drone fløj for tæt på hans frisure ved den danske præsentationen og fik flettet hans lokker ind sine propeller.
Der blev ingen skader at melde om ud over en lille løsreven hårlok, men lidt smertefuldt så det da ud.
Afskærmningen og den lave vægt har dog en klar ulempe. Dronen bliver ekstrem vindfølsom og er uegnet til mere end let og til nød jævn vind (vindstyrke 4).
Legetøjskamera
DJI Neo har indtil videre leveret langt over, det der kan forventes at dennes vægtklasse, men må komme til kort på det fototekniske.
På papiret er den udstyret med et godt kameramodul - i praksis leveres på et langt lavere niveau.
Her får du 4K og et 12 megapixel sensor i 1/2" klassen – altså lidt bedre end det, en Mini 2, Mini 2 SE eller Mini 4K huser.
Her er der dog kun en gimbal, der korrigerer på en akse i stedet for tre, hvorfor dronen bliver nødt til elektronisk at korrigere for de to manglende frihedsgrader.
Det giver forringelser, som bliver mest tydelige udendørs, når vind tvinger enheden på skrå og der beskæres og justeres i realtid. Værst bliver det, når det fotograferes, hvor Neo til trods for mange digitale tricks ikke når min aldrende DJI mini 2 til sokkeholderne.
Nuvel, Neo lægger langt overvejende op til at optage SoME-venlige videoer, hvor uskarphed og manglende dynamik er svære at bemærke på en mobilskærm.
Her kan det til gengæld høres, at DJI nu giver mulighed for at optage lyd på mobilen, mens der filmes på enheden. Noget ’content’-skaberne derude vil værdsætte.
To wifi or not to wifi?
Med Neo-dronen styrker og svagheder in mente, kan man spekulere i, hvorvidt man overhovedet bør investere i den næsten 1.150 kroner dyrere ‘Fly More’-pakke. Dronen alene kan man jo få for 1.590 kroner.
For de penge får man dog to vigtige stykker tilbehør.
Den ene er batterihub med to ekstra batterier. Denne er lidt af et must for Neo-brugere, da dronen ikke kan flyve meget mere end et kvarter på et friskt batteri. Skal man desuden have lidt margen, kan der altså ikke flyves meget mere end 10 minutter i praksis.
Dertil følger en spritny-kontroller kaldet RC-N3, som udvider operationsrækkevidden fra 50 meter til svimlende 10 kilometer – men hvis ellers lykkedes dig at få nå så langt, er der med garanti ikke strøm nok til at flyve hjem.
Hvad der er vigtigst her, er at du får adgang til højere hastigheder og langt mere detaljeret kontrol over enheden.
Og skulle du få lyst til at investere i mere avancerede droner, så fungerer RC-N3 med de nyere droner, der understøttes RC-N2. Her skal det dog bemærkes at RC-N3 er en lidt billigere sag, hvor batterikapaciteten er halveret og hvor knapperne ikke er helt lige så gedigne at røre ved.
Dertil kommer lidt ekstraudstyr, såsom ekstra propeller og kabler, som man kan leve uden. Jeg savner dog en form for etui til dronen – selvom den er hårdfør, vil den være noget udsat i andet end en kamerataske.
Alle kan bruge den
Siden DJI lancerede sin første mini-drone i 2020, har selskabet gjort det utrolig let at blive drone-fører.
Det blev med et meget let at få optagelser og fotos hjem fra ferien eller hverdagen, som kunne minde om storslåede produktioner.
Men et er at gøre det let, noget andet er at gøre det ubesværet. Det er lykkedes med DJI Neo, som gør det let at have en drone med sig allevegne og endnu lettere at få den i luften.
Når det er sagt, så er video og særlig fotokvaliteten langt fra at matche den knapt nok dyrere Mini 2 SE (set til 2.100 kroner inklusive controller), som jeg vil anbefale til mere ambitiøse brugere.
Prisen på 1.599 kroner gør den heldigvis så billig, at de fleste kan være med. Det gør, at den endda fungerer som et effektivt supplement til selskabets øvrige droner.
Dermed ender DJI Neo med at være noget, som alle kan bruge – og missionen er lykkedes for selskabet.