Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.
»Vi forsager siloer, intern afregning og al dens væsen. Vi tror på kunderne, den gode service og den evige tilfredshed. Vi tror på den sunde kultur, den hellige attitude, kundernes tilgivelse og den evige lønsomhed. Amen«.
Ovenstående er brudstykker af en satirisk og stadig relevant ledelses-trosbekendelse, som Niels Duedahl lagde navn til som CEO i SydEnergi (SE) for godt og vel 10 år siden.
Den vender vi tilbage til.
It-folk kommer ikke til tops
Siden tiden i SE er der kommet en række bestyrelsesposter og tillidshverv på Niels Duedahls CV udover jobtitler som CEO i Norlys og per 1. september 2024 Group CEO i Danish Crown.
Og det er interessant her i Computerworld, fordi hans første jobs var som it-udvikler i Jyske Bank og konsulent i SAS Institute.
Jeg selv slog også mine folder i SAS Institute fra slutningen af 1990’erne, men Niels Duedahl formåede at flytte sig fra it-domænet over i andre brancher og helt op som generalistleder i en dansk sværvægter af en virksomhed.
Det er i modsætning til flertallet af CIO’er, it-chefer og digitale ledere, som ikke både tager springet til andre brancher og til andre funktioner som salg, marketing, kundeservice, produktion eller til direktionsarbejde.
Hvorfor er det sådan at flere bogholdere (okay, så økonomer og erhvervsøkonomer da) end it-folk tager springet til at blive topledere?
Hvor mange topledere uden for it-branchen kender du, som har rødder i it-verdenen?
Hvem er der egentlig udover Kasper Rørsted (salg- og marketing i Compaq, Oracle og HP og senere Globaol CEO i Adidas), Jim Hagemann Snabe (SAP, IBM, CEO i SAP og siden bestyrelsesformand AP Møller-Mærsk, Siemens og med i ledelsen af World Economic Forum) og så Duedahl?
Svaret er: Ikke ret mange.
Og jeg tror, at vi får et fingerpeg i den Duedahlske trosbekendelse, som tager hårdt fat om silotænkning og manglende kundefokus.
Springet fra leder i it-domænet til generalistleder kræver, at man virkelig tager hele værdikæden under sine vinger og fokuserer på kundeoplevelsen og forsyningskæden.
Drop serviliteten
Mange it-direktører og it-chefer er vokset op i en verden med en klar adskillelse mellem it og forretning.
It skal lytte til og servicere forretningen, og vi har opbygget store rammeværk, traditioner og organisatoriske øvelser for at sikre det optimale møde mellem virksomhedens behov og den digitale værktøjskasse.
Bagsiden af den medalje er måske en alt for indarbejdet servilitet over for forretningens ledere og en løbende kamp for at leve et tåleligt liv som it-afdeling.
Det er desværre snublende nær på silotænkning og ganske langt fra det samlede kundefokus, som er på topledernes dagsorden.
Så den Duedahlske trosbekendelse har stadig relevans.
Mit bud er, at den digitale forandring nu er oppe i et gear, hvor ledere med ansvar for it ikke kan tage sig den behagelige frihed at vente på at andre ledere ytrer et behov.
Vi skal selv langt frem i bussen og være med til at tegne billedet af forandringerne.
Drop serviliteten og træd i karakter, kære it-leder.
Cost eller omsætning?
Forleden var jeg på besøg i en stor dansk virksomhed, hvor jeg spurgte it-direktøren: Hvad gør I med generativ AI?
Han svarede, at forretningen endnu ikke havde ytret et ønske i den retning, så det vidste han ikke.
For mig at se et præcist eksempel på, at en CIO lige så vel selv kunne komme på banen og stille forslag om, hvordan den samlede kundeoplevelse kan boostes med generativ AI.
Når (hvis) det bliver en succes, så står virksomheden måske med en it-leder, der er langt tættere på at kunne tage over efter den nuværende CEO. Altså med et holistisk fokus, som kan udkonkurrere CFO i arvefølgen.
Noget af problemet er givetvis, it-funktionen ofte udelukkende er defineret som et cost center.
Den gode gamle klassiske it-chef, der fungerede som pedel over en maskinpark, var teknisk dygtig, men havde ikke potentiale som topleder.
Helt anderledes ser det ud for en CDO, som er vant til at lede efter transformationspotentiale, eller en E-Commerce-ansvarlig som bliver målt på e-handlens andel af den samlede omsætning.
Her er der meget mere topleder-potentiale at hente, fordi de er nødt til at droppe serviliteten og pege fremad på vegne af hele forretningen.
Men det kræver selvfølgelig også lederevner og kommunikative færdigheder af mennesket i rollen.
Og sagen er jo at der bliver mange flere af sidstnævnte end af førstnævnte.
Masser af it glider ind i standard og cloud, mens vi får voldsomt brug for innovativ digital tænkning.
Derfor MÅ der også snart komme flere, der finder vej til hjørnekontoret via en teknologisk karrierevej. Det tror jeg på.
Snart vil Duedahl ikke længere flyve alene som den enlige svale med it-baggrund som topleder.
Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.
Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?
Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.