Den amerikanske regering ændrer nu rekrutteringsprocessen for CIO’er i offentlige myndigheder.
US Office of Personnel Management (OPM), der har ansvar for ansættelser i den føderale administration, har i et nyt notat beordret myndighederne til at omklassificere deres CIO-stillinger, skriver Fedscoop.
Det betyder, at CIO’er ikke længere skal ansættes via en meritbaseret proces, men i stedet kan udpeges politisk af administrationen.
Dermed får Trump-administrationen mulighed for at indsætte loyalister i topposter med ansvar for de føderale it-systemer.
Udfordringer med at tiltrække kompetente kandidater
Ifølge OPM’s midlertidige chef, Charles Ezell, er de nye retningslinjer blandt andet et svar på de udfordringer, myndighederne har haft med at rekruttere kvalificerede CIO’er.
Han mener, at udbuddet af kompetente kandidater i den føderale administration er "forsvindende lille" sammenlignet med talentmassen i den private sektor.
Samtidig skal CIO’ernes rolle ændres fundamentalt.
Tidligere har stillingen været en teknisk funktion med fokus på drift, men Charles Ezell fastslår, at CIO’erne fremover skal forholde sig til "kontroversielle politiske emner" som cybersikkerhed, AI, cloud computing samt diversitet, ligestilling og inklusion (DEI), fremgår det af notatet.
I Charles Ezells notat beordres myndighederne også til at stoppe med at ansætte CIO’er i de såkaldte "karrierereserverede" stillinger, der hidtil har sikret, at de føderale it-chefer var uafhængige af politisk indflydelse.
Med den nye klassificering kan CIO’er nu blive ansat direkte fra eksterne kilder, ligesom der åbnes mulighed for midlertidige ansættelser på op til 18 måneder.
"En frygtelig idé"
Beslutningen møder dog massiv kritik fra it-eksperter, der kalder idéen for "frygtelig".
Det gælder blandt andet John Weiler, der er CEO og CIO for IT Acquisition Advisory Council, som ifølge mediet advarer om, at politisk udpegede CIO’er kan mangle både teknisk kompetence og forståelse for de komplekse love, der regulerer føderale it-systemer.
"Jeg er mere bekymret for at mindske korruptionen end for, hvilket parti de (de potentielle CIO'er, red.) stemte på," siger John Weiler til Fedscoop.
Han mener, at løsningen ikke er at gøre stillingen politisk, men at OPM i stedet bør forbedre sin rekrutteringsproces.
En lignende bekymring deles af cybersikkerhedsekspert Phillip Wylie.
Han frygter, at CIO-rollen vil blive besat af personer uden it-baggrund, hvilket kan få alvorlige konsekvenser.
"Rent politiske beslutninger kan få katastrofale følger," advarer han.
Det siger tilhængerne
Mens kritikere frygter, at ændringen vil føre til inkompetente eller partiske CIO’er, er der også eksperter, der ser positive aspekter.
Lawrence Pingree, som er VP hos cybersikkerhedsfirmaet Dispersive, mener, at ændringen vil give regeringen adgang til et bredere felt af kandidater.
"Jeg tror, at det her vil forbedre regeringens muligheder for at rekruttere fra en større talentmasse. I de fleste private virksomheder betragtes CIO-posten ikke som en livslang karrierestilling," siger Lawrence Pingree til mediet.
Også Michael Brown, som er analytiker hos Gartner, ser fordele ved en hurtigere ansættelsesproces.
"Forandringen åbner for flere rekrutteringskanaler til CIO-stillingerne, hvilket kan betyde, at åbne positioner kan blive besat hurtigere," lyder det fra Gartner-analytikeren.