De seneste år er afhængigheden af amerikanske teknologigiganter vokset markant i Danmark og Europa.
I dag kontrollerer fem store selskaber næsten hele markedet – og det skaber både sikkerheds- og konkurrencepolitiske bekymringer.
Bekymringen er blevet forstærket med Donald Trumps tilbagevenden som præsident.
Donald Trump har tidligere pålagt amerikanske virksomheder at trække sig fra bestemte markeder, og senest har Ukraine oplevet trusler om at få lukket for adgang til Elon Musks Starlink-satellitsystem, hvis ikke det ukrainske lederskab makker ret.
Danmark og Europa er afhængige af amerikanske tech-giganter
Ifølge analysehuset IDC kontrollerede fem selskaber i første halvår af 2024 hele 87 procent af den danske cloud-infrastruktur, hvilket er en stigning fra 81 procent i 2019.
Der er tale om Amazon Web Services, Microsoft, Google, IBM og Oracle, der alle har cementeret deres dominans på det danske marked for cloud computing.
Situationen er den samme i Europa, hvor markedsandelen er steget fra 74 procent til 80 procent i samme periode, skriver Berlingske.
"Indtil nu har europæiske virksomheder ikke taget skridtet. Man skal skelne mellem den politiske debat, som er blevet meget tydelig, og hvad folk bruger deres penge på – og det gør de på amerikanske udbydere," siger Carla Arend, analytiker hos IDC, til Berlingske.
Denne afhængighed skaber derfor - helt naturligt - frygt for, hvad der sker, hvis en af giganterne pludselig beslutter sig for at trække sig fra markedet – eller bliver tvunget til det af politiske årsager og de konsekvenser, dette måtte medføre.
EU har flere gange forsøgt at styrke uafhængigheden af amerikanske teknologiselskaber, senest med initiativet A Competitiveness Compass for the EU, som skal styrke europæisk it-infrastruktur.
På trods af det bliver europæiske cloududbydere ofte overset af virksomheder, der vurderer dem som for værende for små.
Ifølge Carla Arend vurderer virksomheder typisk kun to eller tre af de store amerikanske spillere, mens europæiske alternativer sjældent overvejes.