Kunstig intelligens kan med den rette tilgang hvert eneste år i de kommende 15 år erstatte 6.000 medarbejdere i den offentlige sektor herhjemme.
Og det er en vej, som vi bør gå i en tid, hvor både den offentlige sektor og den private sektor er under stigende pres af manglen på hænder.
Sådan lyder konklusionen i en ny rapport, som Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har fået udarbejdet af Boston Consulting Group.
I alt vil klog brug af AI frem mod 2040 kunne erstatte op mod 90.000 medarbejdere i den offentlige sektor.
Det gælder ikke mindst folk, der beskæftiger sig med administrative opgaver.
Som oplagte opgaver, der kan erstattes af AI, peger DA eksempelvis på sosuernes dokumenationsopgaver, men også på en række opgaver hos blandt andet folkeskolelærerne, kontormedarbejderne, sygeplejerskerne, lægerne og socialrådgiverne.
Her kan “AI-værktøjer gøre arbejdsdagen både lettere og mere tilfredsstillende for medarbejderne,” lyder det fra DA.
Det haster
Foreningen mener, at det er ‘en hasteopgave’ for både politikere og ledere i den offentlige sektor at få afgrænset de områder, hvor AI kan gøre en forskel - og så få sat AI-projekterne i gang.
“Manglen på medarbejdere i både den private og offentlige sektor er både nu og i de kommende år så markant, at vi har en fælles forpligtelse til at bruge de offentligt ansattes tid bedst muligt. Det kan kunstig intelligens i høj grad hjælpe os med,” siger Jacob Holbraad, administrerende direktør i DA.
DA meddeler, at de funktioner, der overtages af AI, vil kunne frigøre medarbejdere, som ‘i stedet vil være en kærkommen saltvandsindsprøjtning på andre områder i den offentlige sektor – for eksempel ældreplejen – og i den private sektor, hvor der mangler arbejdskraft i de kommende år.’
Syv råd
DA har på den baggrund nu formuleret syv anbefalinger til, hvordan man sikre de bedste rammer for det, som foreningen kalder for en ‘klog og målrettet indfasning af AI.’
De er:
1) En stærk digital taskforce med mandat til at drive AI-omstillingen i den offentlige sektor.
2) Formulering af klare vejledninger om, hvordan man kan indføre AI uden at overtræde GDPR og AI-forordningen - samt revidering af den lovgivning, som ellers kan udgøre barrierer.
3) Udbygning af den regulatoriske sandkasse, så der kan eksperimenteres.
4) Indførelse af krav til den offentlige sektor om at få mere ud af de afsatte ressourcer med AI.
5) Indførelse af konkrete måltal for løbende reducering af administrative medarbejdere i den offentlige sektor frem mod 2040.
6) Formulering af et kodeks for implementering og anvendelse af AI i den offentlige sektor.
7) Stærkt strategisk fokus på omskoling af medarbejdere til en digital tidsalder - samt nedsættelse af nationalt kompetenceråd.
Du kan læse mere om DA's anbefalinger her.