Muhammed-krisen er for alvor nået til spilverdenen. I går valgte Sony at tilbagekalde samtlige eksemplarer af spillet LittleBigPlanet, fordi en gruppe muslimske betatestere er blevet stødt over, at spillet indeholder en baggrundssang med vers fra koranen.
Alle de tilbagekaldte spil vil blive destrueret, og en ny version uden sangen vil blive trykt. Udvikleren Media Molecule var ellers klar med en patch, der ville fjerne sangen. Men for ikke at støde muslimer med en Playstaion 3, men uden internetforbindelse, valgte Sony at tilbagekalde samtlige spil, der skulle have været til salg fra den 21. oktober. Spillet udkommer i stedet 14 dage senere.
»Vi er blevet gjort opmærksomme på, at en af baggrundssangene, som vi har købt fra pladeselskabet, indeholder to udtryk, der også kan læses i koranen. Vi har valgt at rette dette med øjeblikkelig virkning og undskylder dybt over for dem det har stødt,« siger Sony på den officielle Playstation blog.
Det har allerede fået spillere til at lægge afstand til både Sony og spillet. En del skriver i kommentarerne under bloggen, at de ikke længere vil investere i spillet, når Sony i den grad underminerer ytringsfriheden.
Det var betatesteren ved navn X_Angel-Devil_X, der gjorde Sony opmærksom på versene. På Playstation.com forummet skriver han:
»Vi muslimer betragter sammenblandingen af musik og ord fra vores hellige Koran som dybt stødende.«
De to vers er "كل نفس ذائقة الموت" der betyder "Alle sjæle skal smage døden" og "كل من عليها فان" der betyder "Alt på jorden vil forsvinde".
Nordisk Film, der står for Playstation 3 i Danmark har også trukket spillet tilbage. Dennis Englund fra Nordisk Film udtrykker sympati for Sonys beslutning.
X_Angel-Devil_X gør i øvrigt opmærksom på, at blandt andet Nintendo's Zelda: Ocarine of Time også indeholdte anstødelige sange, som blev trukket fra spillet i senere trykninger efter henvendelser fra muslimske organisationer.