Gartner anbefaler virksomheder at bruge flere forskellige styresystemer for at mindske risikoen for et totalt nedbrud i tilfælde af virus- eller hacker-angreb, skriver digi.no. En ny Gartner-rapport peger på, at det vil være fordelagtigt for virksomhedens sikkerhed, hvis man anvender forskellige platforme, f.eks. både Windows, Linux og Apple.
Med baggrund i den seneste tids angreb mod Windows-platformen advarer Gartner mod at satse ensidigt på denne platform. Det betyder dog ikke, at Microsofts programmer i sig selv er mindre sikre end konkurrenterne, men den ensidige anvendelse af Microsoft-produkter medfører en stærkt forøget sikkerhedsrisiko.
Den bedste metode til at mindske risikoen er at sprede sig på flere pc-platforme. Men Gartner understreger dog, at driften af flere platforme stiller krav til IT-afdelingen. De fleste angreb udnytter fejlkonfigurerede maskiner. Derfor er det vigtigt, at virksomheden har folk som er i stand til at konfigurere de enkelte styresystemer optimalt.