Den meget diskuterede retssag mod to kinesiske journalister, som har skrevet negativt om en af Apples underleverandører, er nu droppet. Retssagen er blevet afblæst efter, at underleverandøren Foxconn og de to journalisters arbejdsgiver har ingået et forlig.
Journalisterne havde skrevet artikler om Apples underleverandør, hvor medarbejderne arbejder 16 timer om dagen og bor under meget beskedne forhold på fabrikken. Det fik Apple til selv at lave en undersøgelse, hvor de også kritiserede Foxconn.
Artiklerne passede dog ikke Foxconn, og den taiwanesiske underleverandør krævede i første omgang, hvad der svarer til 500 års løn i erstatning. Efter kritik fra hele verden krævede virksomheden blot 75 øre, og nu er sagen droppet.