Mødet mellem Topnordics boksflytterkultur og Ementors konsulent-kultur har skabt frustration hos Ementormedarbejdere. Konsekvensen er, at flere har opsagt deres job, erfarer ComONs søstermedie CRN.
Kilder internt hos Ementor fortæller, at mellem 30 og 45 medarbejdere sagde op alene i marts måned på grund af fusionen, som betyder, at Ementor i Danmark bliver til Topnordic.
Det fusioneredes selskabs topchef, Claus Hougesen, afviser imidlertid kraftigt, at der skulle være tale om medarbejderflugt blandt de gamle Ementormedarbejdere.
»Du bør gå til kilden - mig, hvis du vil have svar på det spørgsmål. Vi har ikke haft nogen medarbejderflugt,« lyder det fra Claus Hougesen.
Medarbejderkilderne internt i Ementor modsiger dog Claus Hougesen og fortæller, at Det især er konsulenterne, der har søgt nye græsgange. Blandt andet Citrix, Cisco og systemkonsulenter.