Så er det slut med at høre Abbas "Happy New Year" eller U2s "Still Havent Found" når mobiltelefonen ringer. En hel stribe af kunstnere har gennem KODA meddelt, at de ikke længere ønsker at lade deres kompositioner og værker indgå i det repertiore, som ringetone-firmaerne kan sælge, meddeler magasinet Mobil Online.
KODA, der skal varetage musikernes interesser og sørge for, at komponisterne bliver betalt for de ringetoner der sælges, har gennem et brev netop meddelt beskeden til de firmaer der sælger ringetoner.
Det er ikke kun U2 og Abbas Björn Ulveaus og Benny Andersson, der har set sig onde på ringetonerne. Prominente og populære navne som Jennifer Lopez. Lauren Hill og Oasis har samme overbevisning.
KODA har pålagt ringetone-firmaerne at kompositionerne skal fjernes hurtigst muligt. Numrene må slet ikke benyttes efter den 25. januar.