Der blev investeret for 267 millioner euro i sikkerhedsservice på det nordiske marked i 2003, hvilket gør servicemarkedet inden for sikkerhed ligeså stort som hardware- og softwaremarkedet. Ifølge en ny undersøgelse fra IDC vil dette marked vokse med 21 procent om året frem til 2008.
»Sikkerhedsservice er blevet et meget interessant marked for mange leverandører. Det vokser hurtigt og er meget fragmenteret. De fem dominerende leverandører i hvert enkelt nordisk land sidder på mindre end en tredjedel af markedet. Den resterende del af markedet er spredt ud over et utal af leverandører med lille omsætning,« kommenterer consulting manager Mette Akorlu, IDC.
Den manglende oplevelse af førende virksomheder bevirker, at købernes opmærksomhed er til rådighed, og der er basis for markedskoncentration, vurderer hun.
»Virksomhederne ved simpelt hen ikke, hvem de skal henvende sig til i dag. Derfor vælger de deres normale leverandør. Hvis en it-serviceudbyder markedsfører sig selv på sikkerhedsservice kan udbyderen nemt erobre markedsandele - og hjælpe til med at udvikle markedet. Men nichespillere, som kun har fokus på sikkerhed, vil få det svært,« slår Mette Ahorlu fast.