Fire millioner computere. Så mange kinesere har allerede købt en PC fra Lenovo, hævder firmaet selv.
Ifølge Wall Street Journal vil Lenovo nu prøve på at sælge endnu flere computere på hjemmemearkedet ved at udbyde en ny række billig-pc'ere, hvor den billigste koster 1100 kroner. De andre koster 1400, 1750 og 2100 kroner.
Den nye målgruppe er landmænd. Inkluderet i salgsfremstødet er et udvalg af landbrugssoftware og et netværk bestående af 5000 forhandlere i Kinas småbyer.
Lenovo har siden overtagelsen af IBM's pcdivision arbejdet hårdt på at generere et overskud. Den store konkurrent til Lenovo er Acer fra Taiwan, men med de nye produkter vil Lenovo samtidig sende et signal til OLPC (One Laptop Per Child), der som et filantropisk projekt tilbyder en bærbare til 930 kroner. Også Intels classmate-koncept til godt 1200 kroner får nu kamp til stregen.
I Danmark må Lenovo dog skuffe forbrugerne. Produktchef Jesper Amund Nielsen oplyser, at Lenovo Danmark ikke vil tilbyde samme fordelagtige priser, da Lenovo
udelukkende fokuserer på B2B (Business to Business) i Danmark.
»Når vi snakker B2B, så er der en del ting, som vi mener bare skal være en en PC,« fortæller Jesper Amund Nielsen og uddyber med, at de fleste virksomheder har store krav til hjælpeværktøjer, robusthed og sikkerhed.