Programmet Desktop DNA Professional automatiserer overførelsen af indstillinger i operativsystemer og applikationer og overfører samtidig udvalgte filer og mapper. Den nye software skal gøre det lettere og billigere at opgradere virksomhedens pc'er, fordi man slipper for en efterfølgende tidskrævende installation og tilpasning af alle programmer. Softwaren kan også bruges til en hurtig reinstallation af pc'en efter nedbrud.
»Mange virksomheder står stadig over for at skulle opgradere til Windows 2000 eller Windows XP. Det indebærer normalt en efterfølgende tidskrævende installation og tilpasning af kontorprogrammer, antivirus-software mv., hvilket nok skal afholde mange mindre virksomheder fra at kaste sig ud i det projekt. Ved at bruge Desktop DNA Professionel kan hver enkelt pc installeres langt hurtigere, fordi programmet husker brugerens individuelle indstillinger,« fortæller Claus Borvang, salgschef hos Supply Services.
Desktop DNA Professional er udviklet af Miramar Systems, som har fået patenteret sin "DNA-teknologi". Miramar Systems fortæller at programmet er rettet mod små og mellemstore virksomheder.